Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 16

EpitafPosted by Bo Mon, March 06, 2017 10:20:48

Besøget hos organisten fik imidlertid de bedste følger for digterspiren, der blev så optaget af hans sære poetiske refleksioner over kunst, natur og lokalsamfund rundt om i landet, at det satte den skriveproces i gang, som han mere eller mindre bevidst havde følt som påtrængende under sin færd. Ikke at hans skriv skulle komme til at ligne, hvad organisten havde affattet; men det var den egenartede balance mellem saglig tekst og en frit fabulerende, der tændte inspirationen hos den unge digter. Han følte det som en vid åbning ned til dybe kulturlag i den fællesmenneskelige arv, hvorfra han ubesværet - eller næsten da - kunne fremskrive sansninger, forestillinger, spekulation og længere narrative forløb. Det kom således i værk, at han allerede samme dags aften satte sig ved vinduet i præstegårdsværelset og begyndte at skrive til langt ud på natten, idet han end ikke lod sig forstyrre af dødens vilde snorken. Og allerede fra først af blev arbejdstitlen fastlagt: "Deltafuglen". Med ambitionen i højeste gear og en troskyldig følelse af at udrette det ultimative i digtningens tjeneste, begyndte han:

I. Udviklinger til mødet med den ukendte.

Man er jo godt klar over, at det er en arkimedisk plet, der er blevet skænket én. Eller rettere: man er faktisk blevet halet dertil og står med de globale perspektiver uden egentlig at kunne gøre brug af sit privilegium. At træde ud af den omgivelse er stik imod ens tilbøjelighed, på den anden side står man inden for noget, der ikke lader sig beherske, og det måtte være ønskeligt, om man endelig trådte ud.

Kredsen synes at vokse konstant, og man svirper rundt i periferien som en kost mod noget porøst - ønsker, at alt må falde ud til ens fordel, men forbliver selv passiv. Solen rammer én i ansigtet, og al opmærksomhed centreres omkring lyset. Man er altså igen halet ud af den mægtige kreds. Solen stryger omkring hushjørner nede i byen, over tagene og bliver dér stikkende i porøst tegl, spaltes i store vifter og ender som en kæmpeiris over dit hoved. Men i midtpunktet for disse cirkulære strømninger står et menneske i fokus.

Man kan spekulere længe over, hvad der får hende til at stirre ind i ruden med den intensitet. Hun er en rødhåret, opløben pige, der har stillet sig foran et hus, i hvis ruder hun spejler sig. Solen stryger omkring hushjørnet, rammer en mur overfor, og i genskinnets midte har hun taget opstilling. Man træder nærmere af naturlig nysgerrighed, men bliver tilsyneladende ikke bemærket af mennesket foran en. "Nu skal solen ramme mig", siger hun uden at flytte blikket. Da bliver lyset direkte, og rummet farves rødt i en særlig stålagtig nuance. "Se!" lyder det begejstret, men det er næsten ikke muligt at se mennesket i det store lysspil. På et øjeblik er det overstået, og man kan igen betragte hende som før. Den røde pige glatter let på sin kjole, som om hun var sin egen dukke og går derefter bort tilsyneladende uden at ænse en. Her er det, man bemærker, hvor besværligt hun bevæger sig, som om noget smertede i kroppen på hende. Hun er kun den rødhårede pige nu - langt fra den skinnende, der lod sig belyse af solen for et øjeblik siden.

Byen. Et ansigt med utallige nuancer, der fremkaldes ved det sene sollys. Hovedgaden følger et langt bakkedrag, og fra toppen har man overblik. Allerede på et tidligt tidspunkt lægger man mærke til den gamle mand, der haler sin cykel med sig op ad bakken. Pudsigt nok synes bevægelse helt umulig fra det øjeblik - luften er mættet af hans vilje om, at man skal blive stående på pletten, ind til han når frem. "Pas nu hellere på!" råber den gamle, endnu inden han er nået helt frem til en, "for lyset ku' gerne blænde dig." Det var på det tidspunkt, man forsøgte at hilse, vel mest for at skjule sin forlegenhed over for den gamles tilråb. Han når omsider helt hen, og man ser, at han har en vældig violinkasse spændt over ryggen. Cyklen piber klagende, og den gamle retter et sikkert spark ind på kædeskærmen. "Nu kender du vel Synne fra kæret?" spørger han og stirrer ud i luften forbi en. Der bliver ikke tid til at svare benægtende, før end han fortsætter: "Nå ikke, jamen så tag dig i agt, for hun er et mærkeligt menneske. Ser du, pigen hedder Synne fra kæret, fordi vi fandt hende på det sted for tre år siden. Ukendte mennesker havde bundet hende til et træ, hvor jeg opdagede hende et par dage efter ugerningen. Men ser du, dengang var Synne stum og er først nu begyndt at tale så småt. Vi ved ikke, hvorfra hun er kommet, vi kender ikke hendes familie. Og jeg er bange for, at vi aldrig får det at vide - aldrig nogensinde." Man bliver sær og mundlam, når man øjner en sammenhæng; men det er allerede for sent at spørge, for den gamle har svunget sig i sadlen og er på vej ned ad bakken igen. Nu springer violinkassen tydeligt i øjnene, faktisk dækker den hele ryggen, og man ser kun benene, der arbejder i pedalerne - hurtigere end man ville have troet muligt. Man fik ikke spurgt, om Synne var en rødhåret pige, der kunne finde på at stille sig i lyset fra eftermiddagssolen, spejle sig og nyde synet af sig selv.

Ud på formiddagen efter kun et par timers søvn jager digterspiren rundt i præstegården for at finde Claes Gill. Han sidder på en bænk ved sydmuren og nyder solen i det tidlige forår. Ja så, du skriver, unge ven! Men så har vi jo både lyrikken og prosaen med i dette udsøgte og mærkelige selskab. Spiren peger på det beskrevne papir. Det er første kapitel. En roman. Den hedder Deltafuglen! Gill smiler. Vil De læse? Han rykker helt ud på kanten af bænken. Det vil jeg gerne, svarer skuespilleren og rømmer sig. Mødte du forresten Ogdon lige før? Han skal ud til organisten igen i dag - og jeg med. Et eller andet besynderligt. Ogdon fabler om noget med zenbuddhistisk blindspil. Hvad det så må være? Vi får se. Men jeg glæder mig til at læse, unge ven. Og du vil vel osse gerne have en kommentar med på vejen? Spiren nikker, idet Gill fortsætter: det er længe siden, jeg udgav mine digte; men ind imellem skuespillet har jeg bakset med oversættelse og redaktion af dramatekster. Nogen årsunge er jeg jo ikke. God dag, hr. forfatter! Han stod allerede op, svingede med papiret og begyndte at gå. Et øjeblik tegnede hans troldeskikkelse sig knivskarpt op mod lyset.