Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 15

EpitafPosted by Bo Sun, October 09, 2016 23:18:02

Omtrent alle deltagere i nattens symposion var blevet indkvarterede i og omkring Langå. Og af dem nød hovedparten den store gæstfrihed i præstegården, der kunne rumme ikke så få gæster. Digterspiren delte værelse med døden. Stort var det ikke. Men fra vinduet var der dejlig udsigt over marker, så langt øjet rakte. En lille, afskallet kommode, et plettet spejl og en etageseng. De endte med at trække lod, digterspiren og døden, om hvem der skulle ligge hvor. Døden tabte. Han måtte op i den øverste. Spiren gav ham en hånd og fik et skævt smil fra ham, da han var kommet under dynen. Men altså bort set fra værtsparret, den gamle lektor, Irving Penn og John Ogdon, sov de alle kun meget lidt. Alligevel følte digterspiren sig udhvilet, da det bankede svagt på døren, og han åbnede for Simone, der for alt i verden måtte have nogen til straks at læse, hvad hun netop havde skrevet om Parthenonfrisen. Schhh ... hviskede spiren og pegede, døden sover! Simone nikkede, satte sig på sengekanten og ventede, mens han læste. Blev det til to gange, måske tre? Jeg fatter ikke en brik, sagde han halvhøjt, så på hende og tilføjede: Men det er bare så smukt! Hun tog papiret og strøg ham på kinden. Tak, lød det stille, og hun var ude af døren.

Midt på formiddagen gik fire af dem østover ud mod kysten. Foruden digterspiren og hans trofaste følgesvend var det Simone og Ogdon. Værten havde anbefalet dem at besøge en af landsbyens absolutte særlinge eller tosser, om man vil, når de nu var på disse kanter. Det var sognets organist, som - ud over trofast at levere falskspil ved enhver tjeneste - var dybt optaget af kunsten i de skandinaviske kirker. Han skrev på et værk herom. Anderledes i enhver henseende. Efter et halvt års orlov med rejser i Danmark, var han begyndt at skrive. Afhandlingen skulle rumme en bestemt totalitet af tid, lys, vejr, landskaber, evangelietanker og så selvsagt om kunsten i kirkerne.

Hvor øjet er. Trinitatis. Der falder et jævnt lys over sletterne. Mellem pinse og advent, forår og vinter, mellem lys og lys i mørket. Trinitatis er brændpunkt og tid til eftertanke. Med ét står det klart, at kirkeårets finale indleder en lang begyndelse. Under et tungt skydække mærker man, at gråt er godt for øjet. Et sårgab på et krucifiks i syd, en korsknap i nord, et kirkevindue midt i landet, en gravsten østligt og et dommedagsmaleri på en væg i vest. Bygningerne er kompas, alteret står ved solopgang, og hele rummet lukker om den hellige by, mens det mindste inventar undertiden åbner mod alle verdenshjørner. Afstanden mellem et uanseligt stykke kirkekunst og livets store gåde kan være forbløffende lille. Og foran krydses vejene ind imellem. Vejen ud, med vejen hen, med vejen hjem. Uendelige vej. Hjertelyde slår ånden ind i et menneske og forrykker den genfødte til nyt liv. Kirken begynder et par meter nede i jorden. Marksten på sand, kampesten muret i kalk, hvorpå den ser dagens lys i en sokkel. Ofte triumferer bygherren æstetisk det første, synlige tiltag af bygningen ved en smuk profilering lige over grunden.

Mens Jesus nu i påsken tilbragte højtiden i Jerusalem, kom mange til tro på hans navn. Da forlod farisæeren sin bopæl ud på aftenen, tøvede et øjeblik foran døren, mens han lyttede. Hunde gøede i et fjernt kvarter, vogne rumlede ind gennem byens storgade. Så rystede han på hovedet, smilte og gik ud for at opsøge manden fra Nazareth. Ved du ikke det, Nikodemus? Han betragtede natgæsten. I skæret fra det ulmende bål skinnede Nikodemus’ øjne. Han gentog spørgsmålet og strakte hænderne frem mod den adspurgte, der så væk i det samme. Hør, Nikodemus! Blæsten nærmer sig. Ved morgengry kaster den os måske om kuld og vælter vore huse. Da kender vi ingen, end ikke os selv. Kun ånden ved, når den farer hen efter stormen og giver os navne igen. Genfødte skal vi atter ses. Nikodemus så på den talende; men med flakkende øjne. Forstår du da ikke? Kun hvis vi fødes på ny, får vi Herrens herlighed at se. Kun som genfødte og hjælpeløse kender han os igen. Han kom hjem langt ud på natten, skulle til at træde over tærsklen, men mærkede, at han blev opholdt af en usynlig magt og trådte ud igen. Hundeglam og vognene gennem byens hovedgade. Over ham det funklende stjernetæppe. Nikodemus gik ind, famlede et øjeblik hen for sig og begyndte pludselig at græde. Vidste du ikke det, Nikodemus?

Mod et udtryksløst ansigt med regelrette træk springer et par vældige løver frem. Lige så aggressive og bevægede, de er, lige så stift og upåvirket synes mennesket, de angriber. Pederstrup kirke i Viborg amt har en romansk døbefont med kraftigt formuleret relief. På en firkantet sokkel med smalle hjørnehoveder står den illustrerede fontekumme. Løvemotivet er gengivet på mange romanske fonter og portaler rundt om i Danmark. Symbolikken i det kan forekomme lige så mangfoldig som hyppigheden, hvor med det optræder. Så modstridende opfattelser at det rækker lige fra godt til ondt, fra Kristus til Satan. Løven er jo traditionelt fyrsten i sit rige, dens styrke og vildskab kender ingen grænser, om man skal tro stenreliefferne. Altid på vagt er den. Snart mennesket til støtte, snart til ødelæggelse. Undertiden fortærer den os, undertiden bekæmpes den af navnkundige helte. Samson og David. I Pederstrup, som i så mange andre kirker, flankerer dyrene det menneskelige ansigt med så klar, dekorativ virkning, at tolkning umiddelbart kan synes overflødig. Men vildskaben hos dem er trods alt tankevækkende. Ikke mindst i modsætning til ansigtets udtryk eller mangel på samme. På fonten i Pederstrup kirke springer to løver frem med åbent gab mod et menneske, vi ikke kender. Umiddelbart afviser det nærmere bekendtskab; men netop derfor kan vi spejle os i det ansigt. Til den ukendte mellem brølende løver.

Vejen vågner af en lang dvale. Lysende strækker den sig gennem landskabet, ny, og dog gik vi her for år tilbage. En række popler skyder mod nord, stammerne føjer vestenvinden og læner sig mod øst; men nu er alt stille. Langt ude på højderyggen rejser en kirke sig. Kridhvid mod den blå himmel.

”De elleve disciple drog derefter til Galilæa, til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne …”(Matt. 28.16)

De havde set det så mange gange før, var vante til dets omskiftelige udseende afhængigt af vejret. Men netop denne morgen. Deres bjerg og hans. Det var en gave til disciplene, de så det pludselig. Skønnere havde det aldrig taget sig ud. Både skarpt og konturløst, tungt og svævende, nært og fjernt. Skænk mig jeres øjne og se på ny. Ånden vil lyse. Gå så ud og sig til folk, at denne morgen har I set bjerget, som jeg forestiller mig det. Tag mine øjne! De følger jer alle dage til verdens ende. Tre par øjne ser mod uendelig. Umiddelbart ligner de sovende, men tænk dem engang med den oprindelige bemaling. Dertil kommer, at øjenæblerne hvælver ud af hulerne. Stirrende årvågenhed beskytter dåbsvandet. Guds vogtere er lutter øjne. På den romanske døbefont i Stenild kirke, Ålborg amt, flankeres menneskelige ansigter også af løver; men her er vildskaben tøjlet. Af dyrene selv måske, af mennesket mellem dem således som Daniel i grotten formåede det, men i sidste instans selvfølgelig af Gud. De bundne kræfter er omsat i synsakten, der vogter det hellige. I dåbsøjeblikket som i fødselsstunden er barnet sårbart, og det kræver vidt åbne øjne hos dem, hvem den yderste agtpågivenhed er betroet. Ingen djævel kan undgå denne trefoldige opmærksomhed, og løvernes haler forråder det latente kampberedskab i duskenes hyperdekorative pragt, som også præger deres manker. En tøjlet, destruktiv styrke forvandlet til skønhed. Stenildfonten er en hyldest til det spejdende øje.

Års, Morum, Vonsild, Svoldrup. Pludselig bliver vejen hvid, mens mørke skyer begynder at lukke himlen. Fuglene tier. På marken, vi kører langs, synes valmuerne at flyde sammen, og den første torden høres langt borte.

Oh, dyb af visdom hos Gud. Hvor usporlige hans veje.

To svaler krydser foran, finder stadig ind i nye baner for pludselig at forsvinde i markens blodrøde dække.

Jeg giver jer et nyt hjerte, og en ny ånd giver jeg i jeres indre.

En torden endnu på afstand giver fornemmelsen af kræfter under opsejling fra vest. Hvem kender Herrens tanker? Hvem bliver hans rådgiver?

Da de første, tunge dråber smælder mod jorden træder vi indenfor i kirke. Et lyn oplyser rummet og lader det hvile i et mærkeligt efterbillede for vore øjne. I en vase på alterbordet skinner ildrøde blomster.