Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 13

EpitafPosted by Bo Reinholdt Mon, June 20, 2016 15:56:26

De sidste toner fra klaveret klingede ud og overlod stuen en fortættet stilhed. Digterspiren kiggede omkring på gæsterne. Ogdon sad stift som en skulpturel kolos, Gill var henne ved bordet for at fylde i sit glas, døden sad og blundede og værten pegede rundt på de tilstedeværende i håbet om at finde en, der ville fortsætte symposiet, hvor musikken og de syv korsord slap med befæstelsen af evangeliets udsagn i henhold til sandhedsproblemet. Da rejste den gamle lektor sig, ham der til daglig sad i en fløj af præstegården og nørklede med en oversættelse af Hobbes’ optiske skrifter. Tillad mig, ærede gæster, at vise dem en serie af mine slides til belysning af den os alle nærværende problemstilling. Jeg agter selvfølgelig ikke at give noget endeligt svar, for det kan ingen; men vi kan nærme os ad forskellige veje. Der vil blive lidt opstilling – et øjeblik. Han gik ud af stuen. En mager skikkelse med krum ryg. Henne i døren standsede han, vendte sig og nikkede tilfreds til forsamlingen. I det samme rejste værten sig og åbnede en lille rude i det øverste af stuevinduet. Vinden fangede straks og ruskede lidt i det. Alle sad tavse. Ingen havde for så vidt behov for, at der blev talt. Selskabet var på ret kort tid blevet fortrolig med hverandre. Pludselig skete noget, som ikke bare mærkede de tilstedeværende umiddelbart; men som kom til at mærke dem – om ikke for altid – så i hvert fald påfaldende længe og i foruroligende grad. Det nåede ind til dem udefra gennem det åbne vindue. Der lød et skrig. Så forfærdeligt at det tangerede, hvad man kunne fristes til at kalde for almenbegrebet skrig. Skrigenes skrig. Eller slet og ret: skriget. Det var fjernt og tæt på og havde samme effekt som torden, der langsomt nærmer sig. Ingen havde nogensinde hørt noget lignende. Ej heller ville nogen være i stand til at forestille sig noget lignende. Det kom fra et ubestemmeligt sted og alligevel var det ude fra øst, måske skoven nær kysten. Det kom fra dybet, den tætte, drømmeløse nat. Det var så frygteligt. Digterspiren havde sat sig frem på kanten af sofaen. Ogdon rejste sig igen, men nu tilsyneladende mindre skrækslagen end før under musikken. Han trådte et par skridt hen til det åbne vindue og lagde hovedet på skrå. Skriget satte ind på ny. Endnu forfærdeligere, endnu fjernere og nærmere på én gang. Døden havde rejst sig, ligbleg og med fortvivlelsen i øjnene. Da lød det fra præsten: Rolig, kære gæster, rolig! Hvad I netop har hørt, er daglig kost for os her i Langå. Eller rettere: natlig som nu, undertiden tidligere omkring solnedgang. Han gik hen og lukkede vinduet. Det holder op igen. Rolig – rolig! Men hvem er det dog? Spurgte Gill forpustet, som havde han lige afsluttet fremførelsen af sin Job-monolog. Præsten løftede opgivende armene og rystede på hovedet. Der går nogle rygter; men lad det nu ligge, for dér kommer den gamle lektor med sit udstyr. Glæd jer til et eksklusivt foredrag om sandhedens antikke kunst. Han klappede lektoren på skulderen, gik hen, tog maleriet over sofaen ned og hængte et lagen op. Vor gode Ernst Zeuthen her må vente. Men hans flammende sol over stene kommer jeg tilbage til senere – med forlov i dette symposions ånd. Lektoren havde imidlertid fået projektoren på plads, hvilende på tre bind af Grundtvigs skrifter, en kogebog og oven på pastorindens strygebræt. Han havde lige tændt, da der lød endnu et skrig derude, idet apparatet bogstavelig talt foldede sig ud, skød fremføringsarmene ud og ind ad sliskerne, ind til det omsider faldt til ro med lektorens første dias foran lampen. Han gryntede tilfreds, så sig om og begyndte: Ærede gæster! Jeg skal belyse for jer nogle sider af et af den antikke kunsts absolutte storværker: Parthenonfrisen. I beskæftigelsen med denne har jeg længe haft én særlig fokus: tidens problem, tidens væsen, som hænger nøje sammen med den kommunikative kraft individerne imellem. Men lad os betragte det første billede. En togaklædt mand står her med front mod beskueren med hovedet drejet til højre. Ansigtet mangler, bevaret er hovedet fra midt på kinden og baghovedet. Øret er intakt, ligesom håret i detaljer. Togaen dækker kroppen til brystet, der for venstre sides vedkommende er blottet, stoffet samles i højre side og holdes af armen her, mens højre skulder er dækket af en snip af togaen, stukket ind under den tværgående bræmme. Skikkelsens venstre arm er løftet i en talende gestus. En bøjning i albueleddet forstærker hele den malende attitude, som den synes at afgøre det samlede kropssprog – en replik bagud mod nogen, der kommer efter. Som den første betragtning har den allerede denne mystiske opladning af et særligt sprog mellem individer undervejs mod noget, vi kalder et ceremoniel til ære for gudinden – eller sågar et menneskeoffer, som det skal være foreslået af en engelsk forsker for nylig. Men det rører alt sammen ikke afgørende ved det umiddelbare indtryk af samhørighed under tilstedeværelsen af en ekstrem kommunikativ kraft individerne imellem. Der er noget i værk, noget på vej. Som tilskuere er vi evigt henvist til efter nøjere betragtning at konstatere denne mellemmenneskelige eller snarere fællesmenneskelige energiudladning. De har noget, vi ikke har. Ved noget, ingen andre ved. Men hvad? Se, her er en vognstyrer på sydsidens felt nr. 30. Han har nydt godt af Kronos indvirken, af tidens tand, suset i hans kappe og det ansigtsløse i figuren. Og så det helt eventyrlige at han vender sig mod en, der tilsyneladende klamrer sig til ham bag fra. Her ser I to ryttere fra vestsiden, der synes at danne par. Ikke kun på grund af, at deres fremstilling rummes på netop denne tavle og således i en vis isolation for eftertiden; men den forreste vender sig mod vennen i en attitude, der signalerer samhørighed og medbevidsthed om det, som jeg foreløbig betegner det fælles, gådefulde anliggende, der ikke implicerer det sakrale eller eventuelt tabuerede omkring en menneskeofring, som en englænder altså som nævnt har foreslået (vist ikke uden en vis sandsynlighed i realiteternes verden), men som er gåden, idet figurerne ikke kun fremstår gådefuldt, men selv er gåden i og for sig. De drager selv frem uden egentlig at vide hvorfor. Uden at forstå, hvad de netop er i færd med, bort set fra at de er ved at tage et eller andet afgørende skridt. En dynamisk bevægelse mod noget uendeligt – men uendeligt i henhold til hvad? Ikke kun til tiden – og dog alligevel til den. De er i færd med at udføre en så væsentlig rejse mod Pallas Athene, at det med føje kan betegnes som evighedens bevægelse. Det er starten på en anden rejse, åbningen af en hidtil ukendt vej. Det er på en måde nærmere kristendommens definition af evighedsbegrebet end noget kristent nok så transcendentalt ikonmaleri. Den gamle lektor tav et øjeblik og så tilfreds ud over selskabet. Det næste dias, han ville vise, sad imidlertid fast halvt inde foran lampen. Han forsøgte at trække det ud igen, men det sad godt fast. Han bandede stygt og ruskede i fremføringsarmen, så apparatet sendte et veritabelt lysshow rundt i stuen. Pludselig hørtes det igen, skriget derude, nu fuldtonende klart, ja, næsten smukt i sin rædselsfulde angst og smerte. Lektoren lod sig ikke mærke med noget; men flere af de andre rej0ste sig og stod som forstenede. Jamen, hvad er det dog for noget?! Det var Simone Andrup, digteren, hestehalepigen. Hun gik en runde langs stuens vægge med hænderne for ørerne. Det er da ikke til at holde ud! Ovre i hjørnet stod døden et øjeblik med oprakte arme og åben mund. Så satte han sig igen uden at sænke armene. Fotograf Penn gik hen og klappede ham på skulderen. Han var oprigtig bekymret for hans helbred. Tænk, om portrættet den følgende dag ikke blev til noget. Simone gik hen til digterspiren, tog hænderne ned og klynkede: det er bare så frygteligt! Hun pressede sig ind til ham, og han fik med største besvær lagt armen omkring hende. Kære gæster, jeg forsikrer jer … Værten forsøgte at berolige dem, men opgav og gentog blot med bekymringen malet i ansigtet: jeg forsikrer jer! Kan jeg måske snart fortsætte? Den gamle lektor havde fået styr på teknikken, sejlede med klodset ynde hen til lagenet og pegede på det nye billede. Se, gode tilhørere, her står en ung mand i færd med at ordne snøren på sin venstre sandal. Han er vendt mod hjørneskikkelsen, der rækker armen i vejret. Umiddelbart synes der ikke at være kontakt mellem de to. Tværtimod er de begge – i det omfang erosionen tillader det – behersket af det drømmende og fokusløse blik. Måske rettere: ansigtsudtryk, som i øvrigt forekommer at dominere figurerne gennemgående, og som i en vis forstand er den stadige tilskyndelse bag vore betragtende meditationer. Ganske vist gælder dette den klassiske, græske skulptur i almindelighed; men i denne frise er den så gennemført, at den på sæt og vis tager hele skulpturværket som sådan i sin favn og uden på nogen måde at svække det gådefulde i missionen. Men begge skikkelser er tilsammen lukket om to halvcirkler i kroppens bøjning ind mod et centrum midt imellem dem. Og dog er den berømte, næsten forsvindende detailvariation fra figur til figur overholdt i højreskikkelsens frontvendte stilling mod venstreskikkelsens profil. I deres aktiviteter er selvfølgelig også en overensstemmelse: begge forbereder noget ved deres påklædning, så sparsom den nu end er. Men stadig beror det spørgsmål, hvor de i grunden er på vej hen? Montaigne har ytret, at vi alle fra først af er på vej mod ét og kun ét ufrivilligt mål: døden. Lektoren trak brillerne ned på næsetippen og kiggede ovenud hen på den, hvis navn han lige havde nævnt. Døden var faldet til ro igen og nikkede venligt. Jo, der er kun ét mål for individet. Så sandt som sagt. Men, fortsatte foredragsholderen, i begyndelsen af 1900-tallet formulerede nogle vilde kunstnere et manifest for det, de betegnede som futurisme. Der stod bl.a.: ”Vi lever i det absolutte, thi vi har allerede skabt den evige, allestedsnærværende hastighed.” Og lad mig i dette åndedrag delkonkludere for denne gang, at deltagerne i Parthenonoptoget også lever i det absolutte, og på sin vis er den fart, hastighed, som frisens bevægelse opviser også en evig, allestedsnærværende. Ikke sandt, kære tilhørere? Et overraskende perspektiv at kunne forene Marinetti, futurismens teoretiker, med Fidias himself! Det blev vist til to-tre dias. Den gamle lektor forsikrede at der var endnu en lang række, og at han den følgende aften, hvis det stod til dem og værtsparret, ville fortsætte og med usvigelig sikkerhed nærme sig symposiets overordnede problemstilling: hvad er sandhed? Gæsterne rejste sig som på kommando og forlod i hast stuen for at gå til ro hver til sit. Symposiet i Langå havde tilbagelagt første etape.