Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 12

EpitafPosted by Bo Reinholdt Sun, May 29, 2016 15:18:20

Ogdon rejste sig pludselig.Klaverstolen væltede med et brag, og det gav et gib i gæsterne. Han stod og stirrede tomt ud i luften. Gill lagde tekstbladene på sofabordet og gik hen til pianisten, der imidlertid blev nærværende straks efter og undskyldte med udbredte arme, hvorpå han rejste stolen op, satte sig og spillede videre. Gill fik travlt, greb papirerne og faldt ind med den fjerde udtalelse fra korset, som var det hele aftalt på forhånd. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Et brændpunkt i evangelisk kontekst og midtens hvilepunkt i rækken af determinerede paroler. Frelseren synes næsten at have tilrettelagt sit verbale skema frem mod døden, og her midtvejs tiltager hans menneskelighed. Man kunne fristes til at sige, at hans kropssprog gradvis formulerer sit credo i konflikt med Guds frelseplan. Hvorfor tørsten følgelig kalder fra lidelsernes dyb som det næste udråb fra korshøjden. Al tanketung hermeneutik må forstumme. Manden tørster for helvede! Det er lidelsernes momentane optimering, at de giver sig udslag i det - netop da. Netop nu. Øjeblikkets vildeste indfang i mundhulen som brændende, uendelig ørken. Men det har vogteren midlertidigt, praktisk råd for. Eddikesvampen. Hvilken generøsitet i nødens stund, at overdøve tørsten illusorisk med noget hvinende surt. Denne handlingens mand fik vel som den gode røver også en hånd ind i saligheden, når det blev tid for ham. Og gad vide, om det ikke til syvende og sidst gav den døende frelser kraft til at overskue afslutningen. Sætte et absolut punktum. Det er fuldbragt. Så definitivt og i samme åndedræt gribende smukt i al sin enkelhed afrundes Guds mesterværk, ligesom han med overlegen lyrisk klangbund lader passionens finale akkorder mætte med ordene: Fader, i dine hænder betror jeg min ånd!