Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 13

EpitafPosted by Bo Reinholdt Mon, June 20, 2016 15:56:26

De sidste toner fra klaveret klingede ud og overlod stuen en fortættet stilhed. Digterspiren kiggede omkring på gæsterne. Ogdon sad stift som en skulpturel kolos, Gill var henne ved bordet for at fylde i sit glas, døden sad og blundede og værten pegede rundt på de tilstedeværende i håbet om at finde en, der ville fortsætte symposiet, hvor musikken og de syv korsord slap med befæstelsen af evangeliets udsagn i henhold til sandhedsproblemet. Da rejste den gamle lektor sig, ham der til daglig sad i en fløj af præstegården og nørklede med en oversættelse af Hobbes’ optiske skrifter. Tillad mig, ærede gæster, at vise dem en serie af mine slides til belysning af den os alle nærværende problemstilling. Jeg agter selvfølgelig ikke at give noget endeligt svar, for det kan ingen; men vi kan nærme os ad forskellige veje. Der vil blive lidt opstilling – et øjeblik. Han gik ud af stuen. En mager skikkelse med krum ryg. Henne i døren standsede han, vendte sig og nikkede tilfreds til forsamlingen. I det samme rejste værten sig og åbnede en lille rude i det øverste af stuevinduet. Vinden fangede straks og ruskede lidt i det. Alle sad tavse. Ingen havde for så vidt behov for, at der blev talt. Selskabet var på ret kort tid blevet fortrolig med hverandre. Pludselig skete noget, som ikke bare mærkede de tilstedeværende umiddelbart; men som kom til at mærke dem – om ikke for altid – så i hvert fald påfaldende længe og i foruroligende grad. Det nåede ind til dem udefra gennem det åbne vindue. Der lød et skrig. Så forfærdeligt at det tangerede, hvad man kunne fristes til at kalde for almenbegrebet skrig. Skrigenes skrig. Eller slet og ret: skriget. Det var fjernt og tæt på og havde samme effekt som torden, der langsomt nærmer sig. Ingen havde nogensinde hørt noget lignende. Ej heller ville nogen være i stand til at forestille sig noget lignende. Det kom fra et ubestemmeligt sted og alligevel var det ude fra øst, måske skoven nær kysten. Det kom fra dybet, den tætte, drømmeløse nat. Det var så frygteligt. Digterspiren havde sat sig frem på kanten af sofaen. Ogdon rejste sig igen, men nu tilsyneladende mindre skrækslagen end før under musikken. Han trådte et par skridt hen til det åbne vindue og lagde hovedet på skrå. Skriget satte ind på ny. Endnu forfærdeligere, endnu fjernere og nærmere på én gang. Døden havde rejst sig, ligbleg og med fortvivlelsen i øjnene. Da lød det fra præsten: Rolig, kære gæster, rolig! Hvad I netop har hørt, er daglig kost for os her i Langå. Eller rettere: natlig som nu, undertiden tidligere omkring solnedgang. Han gik hen og lukkede vinduet. Det holder op igen. Rolig – rolig! Men hvem er det dog? Spurgte Gill forpustet, som havde han lige afsluttet fremførelsen af sin Job-monolog. Præsten løftede opgivende armene og rystede på hovedet. Der går nogle rygter; men lad det nu ligge, for dér kommer den gamle lektor med sit udstyr. Glæd jer til et eksklusivt foredrag om sandhedens antikke kunst. Han klappede lektoren på skulderen, gik hen, tog maleriet over sofaen ned og hængte et lagen op. Vor gode Ernst Zeuthen her må vente. Men hans flammende sol over stene kommer jeg tilbage til senere – med forlov i dette symposions ånd. Lektoren havde imidlertid fået projektoren på plads, hvilende på tre bind af Grundtvigs skrifter, en kogebog og oven på pastorindens strygebræt. Han havde lige tændt, da der lød endnu et skrig derude, idet apparatet bogstavelig talt foldede sig ud, skød fremføringsarmene ud og ind ad sliskerne, ind til det omsider faldt til ro med lektorens første dias foran lampen. Han gryntede tilfreds, så sig om og begyndte: Ærede gæster! Jeg skal belyse for jer nogle sider af et af den antikke kunsts absolutte storværker: Parthenonfrisen. I beskæftigelsen med denne har jeg længe haft én særlig fokus: tidens problem, tidens væsen, som hænger nøje sammen med den kommunikative kraft individerne imellem. Men lad os betragte det første billede. En togaklædt mand står her med front mod beskueren med hovedet drejet til højre. Ansigtet mangler, bevaret er hovedet fra midt på kinden og baghovedet. Øret er intakt, ligesom håret i detaljer. Togaen dækker kroppen til brystet, der for venstre sides vedkommende er blottet, stoffet samles i højre side og holdes af armen her, mens højre skulder er dækket af en snip af togaen, stukket ind under den tværgående bræmme. Skikkelsens venstre arm er løftet i en talende gestus. En bøjning i albueleddet forstærker hele den malende attitude, som den synes at afgøre det samlede kropssprog – en replik bagud mod nogen, der kommer efter. Som den første betragtning har den allerede denne mystiske opladning af et særligt sprog mellem individer undervejs mod noget, vi kalder et ceremoniel til ære for gudinden – eller sågar et menneskeoffer, som det skal være foreslået af en engelsk forsker for nylig. Men det rører alt sammen ikke afgørende ved det umiddelbare indtryk af samhørighed under tilstedeværelsen af en ekstrem kommunikativ kraft individerne imellem. Der er noget i værk, noget på vej. Som tilskuere er vi evigt henvist til efter nøjere betragtning at konstatere denne mellemmenneskelige eller snarere fællesmenneskelige energiudladning. De har noget, vi ikke har. Ved noget, ingen andre ved. Men hvad? Se, her er en vognstyrer på sydsidens felt nr. 30. Han har nydt godt af Kronos indvirken, af tidens tand, suset i hans kappe og det ansigtsløse i figuren. Og så det helt eventyrlige at han vender sig mod en, der tilsyneladende klamrer sig til ham bag fra. Her ser I to ryttere fra vestsiden, der synes at danne par. Ikke kun på grund af, at deres fremstilling rummes på netop denne tavle og således i en vis isolation for eftertiden; men den forreste vender sig mod vennen i en attitude, der signalerer samhørighed og medbevidsthed om det, som jeg foreløbig betegner det fælles, gådefulde anliggende, der ikke implicerer det sakrale eller eventuelt tabuerede omkring en menneskeofring, som en englænder altså som nævnt har foreslået (vist ikke uden en vis sandsynlighed i realiteternes verden), men som er gåden, idet figurerne ikke kun fremstår gådefuldt, men selv er gåden i og for sig. De drager selv frem uden egentlig at vide hvorfor. Uden at forstå, hvad de netop er i færd med, bort set fra at de er ved at tage et eller andet afgørende skridt. En dynamisk bevægelse mod noget uendeligt – men uendeligt i henhold til hvad? Ikke kun til tiden – og dog alligevel til den. De er i færd med at udføre en så væsentlig rejse mod Pallas Athene, at det med føje kan betegnes som evighedens bevægelse. Det er starten på en anden rejse, åbningen af en hidtil ukendt vej. Det er på en måde nærmere kristendommens definition af evighedsbegrebet end noget kristent nok så transcendentalt ikonmaleri. Den gamle lektor tav et øjeblik og så tilfreds ud over selskabet. Det næste dias, han ville vise, sad imidlertid fast halvt inde foran lampen. Han forsøgte at trække det ud igen, men det sad godt fast. Han bandede stygt og ruskede i fremføringsarmen, så apparatet sendte et veritabelt lysshow rundt i stuen. Pludselig hørtes det igen, skriget derude, nu fuldtonende klart, ja, næsten smukt i sin rædselsfulde angst og smerte. Lektoren lod sig ikke mærke med noget; men flere af de andre rej0ste sig og stod som forstenede. Jamen, hvad er det dog for noget?! Det var Simone Andrup, digteren, hestehalepigen. Hun gik en runde langs stuens vægge med hænderne for ørerne. Det er da ikke til at holde ud! Ovre i hjørnet stod døden et øjeblik med oprakte arme og åben mund. Så satte han sig igen uden at sænke armene. Fotograf Penn gik hen og klappede ham på skulderen. Han var oprigtig bekymret for hans helbred. Tænk, om portrættet den følgende dag ikke blev til noget. Simone gik hen til digterspiren, tog hænderne ned og klynkede: det er bare så frygteligt! Hun pressede sig ind til ham, og han fik med største besvær lagt armen omkring hende. Kære gæster, jeg forsikrer jer … Værten forsøgte at berolige dem, men opgav og gentog blot med bekymringen malet i ansigtet: jeg forsikrer jer! Kan jeg måske snart fortsætte? Den gamle lektor havde fået styr på teknikken, sejlede med klodset ynde hen til lagenet og pegede på det nye billede. Se, gode tilhørere, her står en ung mand i færd med at ordne snøren på sin venstre sandal. Han er vendt mod hjørneskikkelsen, der rækker armen i vejret. Umiddelbart synes der ikke at være kontakt mellem de to. Tværtimod er de begge – i det omfang erosionen tillader det – behersket af det drømmende og fokusløse blik. Måske rettere: ansigtsudtryk, som i øvrigt forekommer at dominere figurerne gennemgående, og som i en vis forstand er den stadige tilskyndelse bag vore betragtende meditationer. Ganske vist gælder dette den klassiske, græske skulptur i almindelighed; men i denne frise er den så gennemført, at den på sæt og vis tager hele skulpturværket som sådan i sin favn og uden på nogen måde at svække det gådefulde i missionen. Men begge skikkelser er tilsammen lukket om to halvcirkler i kroppens bøjning ind mod et centrum midt imellem dem. Og dog er den berømte, næsten forsvindende detailvariation fra figur til figur overholdt i højreskikkelsens frontvendte stilling mod venstreskikkelsens profil. I deres aktiviteter er selvfølgelig også en overensstemmelse: begge forbereder noget ved deres påklædning, så sparsom den nu end er. Men stadig beror det spørgsmål, hvor de i grunden er på vej hen? Montaigne har ytret, at vi alle fra først af er på vej mod ét og kun ét ufrivilligt mål: døden. Lektoren trak brillerne ned på næsetippen og kiggede ovenud hen på den, hvis navn han lige havde nævnt. Døden var faldet til ro igen og nikkede venligt. Jo, der er kun ét mål for individet. Så sandt som sagt. Men, fortsatte foredragsholderen, i begyndelsen af 1900-tallet formulerede nogle vilde kunstnere et manifest for det, de betegnede som futurisme. Der stod bl.a.: ”Vi lever i det absolutte, thi vi har allerede skabt den evige, allestedsnærværende hastighed.” Og lad mig i dette åndedrag delkonkludere for denne gang, at deltagerne i Parthenonoptoget også lever i det absolutte, og på sin vis er den fart, hastighed, som frisens bevægelse opviser også en evig, allestedsnærværende. Ikke sandt, kære tilhørere? Et overraskende perspektiv at kunne forene Marinetti, futurismens teoretiker, med Fidias himself! Det blev vist til to-tre dias. Den gamle lektor forsikrede at der var endnu en lang række, og at han den følgende aften, hvis det stod til dem og værtsparret, ville fortsætte og med usvigelig sikkerhed nærme sig symposiets overordnede problemstilling: hvad er sandhed? Gæsterne rejste sig som på kommando og forlod i hast stuen for at gå til ro hver til sit. Symposiet i Langå havde tilbagelagt første etape.



Epitaf 12

EpitafPosted by Bo Reinholdt Sun, May 29, 2016 15:18:20

Ogdon rejste sig pludselig.Klaverstolen væltede med et brag, og det gav et gib i gæsterne. Han stod og stirrede tomt ud i luften. Gill lagde tekstbladene på sofabordet og gik hen til pianisten, der imidlertid blev nærværende straks efter og undskyldte med udbredte arme, hvorpå han rejste stolen op, satte sig og spillede videre. Gill fik travlt, greb papirerne og faldt ind med den fjerde udtalelse fra korset, som var det hele aftalt på forhånd. Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Et brændpunkt i evangelisk kontekst og midtens hvilepunkt i rækken af determinerede paroler. Frelseren synes næsten at have tilrettelagt sit verbale skema frem mod døden, og her midtvejs tiltager hans menneskelighed. Man kunne fristes til at sige, at hans kropssprog gradvis formulerer sit credo i konflikt med Guds frelseplan. Hvorfor tørsten følgelig kalder fra lidelsernes dyb som det næste udråb fra korshøjden. Al tanketung hermeneutik må forstumme. Manden tørster for helvede! Det er lidelsernes momentane optimering, at de giver sig udslag i det - netop da. Netop nu. Øjeblikkets vildeste indfang i mundhulen som brændende, uendelig ørken. Men det har vogteren midlertidigt, praktisk råd for. Eddikesvampen. Hvilken generøsitet i nødens stund, at overdøve tørsten illusorisk med noget hvinende surt. Denne handlingens mand fik vel som den gode røver også en hånd ind i saligheden, når det blev tid for ham. Og gad vide, om det ikke til syvende og sidst gav den døende frelser kraft til at overskue afslutningen. Sætte et absolut punktum. Det er fuldbragt. Så definitivt og i samme åndedræt gribende smukt i al sin enkelhed afrundes Guds mesterværk, ligesom han med overlegen lyrisk klangbund lader passionens finale akkorder mætte med ordene: Fader, i dine hænder betror jeg min ånd!





Epitaf 11

EpitafPosted by Bo Reinholdt Mon, May 09, 2016 10:56:07

Ogdon havde rejst sig. John Ogdon, den britiske stjernepianist, som om knap fjorten dage skulle spille solostemmen i Mozarts 24. klaverkoncert - den i c-moll, KV. 491 – ved en torsdagskoncert i radioen. Ogdon var ven med greven på Glorup og havde flere gange opholdt sig på herregården i forbindelse med koncerter i Danmark. Der var et smukt Bösendorfer-flygel i et værelse i Glorups sydøstlige fløj, som han elskede at betjene til realisation af især egne kompositioner. Dér sad han og hamrede i timevis. Ogdons tekniske formåen var grænseløs, og hans evne til at spille ekstremt komplicerede værker første gang direkte fra partituret var blevet et sandt shownummer blandt venner. Men Mozart. Det var dræbende. Koncerten den sjette april skulle da også blive den sidste i sin art under hans mageløse hænder. Men den nat i Langå på Fyn var han to personer. Den elegant konverserende, charmerende og tilsyneladende lykkelige og den angstfyldte, delvis vanvidsforblændede musiker. Han drømte om at aflyse den forestående koncert, men nægtede alligevel selv at gøre det. Han talte dæmpet med Gill og viste ham nogle håndskrevne blade. Ogdon stod bøjet over den siddende skuespiller. Han lignede en troldfyrste højt oppe fra de norske fjelde. Bred, skrutrygget og med et par grabber, det var svært at tillægge evnen til de præcise, lynhurtige, aldrig fejlende anslag på tangenterne. Ogdons personlighed samledes synligt markeret i hans store hornbriller og det ridderlige fipskæg. Men Mozart. Help. De brillante løb i de hurtige ydersatser måtte han levere med den stamina, han selvfølgelig var i stand til. Det kunne tilgive ham over for musikken. Men andesatsens enkelte tema, som kunne spilles af enhver, der havde gået til klaver i kort tid. Det var umuligt. Det var absurd. Han havde inden rejsen til Danmark konsulteret sin mentor, pianisten Denis Matthews, der naturligvis havde søgt at berolige ham. Overvind nu dig selv! Hvad er problemet? Men det var i den periode Ogdons vanvid erklærede sig. Formodentlig med udsigten til Mozart. Mine damer og herrer! Vi har et indslag i sandhedens navn, proklamerede Gill, der atter stod op. Vor store gæst her – han pegede på gubben ved siden af – har medtaget noderne til et værk af Joseph Haydn: ”Kristi syv sidste ord på korset”. Det er selvsagt i versionen for klaver, da vores fortolker – som nogen af jer ved – er pianist i verdensklasse. Og jeg har netop indvilget i at lægge stemme til de smerteligt berømte ord. I største ydmyghed forstås. Gill nikkede til Ogdon, der sjokkede hen til præstegårdens klaver. Bænken knagede fælt under ham, da han slog de fortvivlede moll-akkorder an. Og Gill læste de første ord fra korset. ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” Korspositionen er et moments formidling mellem himmel og jord. Aldrig har frelseren været mere forkyndende end i den mærkelige retorik, som udvikledes under ekstrem smerte. Aldrig har noget legeme udgjort mere åbent talerør. Aldrig har så spinkel og skrøbelig en stemme kunnet række til verdens ende og dog bremses hjælpeløst i strubens nåleøje. Kun dem ved korsfoden hørte, og dog gøs verden samtidig over Herrens globale opkald hen over enge og marker, omkring bjergtoppe, i bølgers brud, fra skovens mættede lysninger. En usandsynlig sproghandling gav luft for nådens gådekraft. På en øde strækning langt derfra nåede afsenders amen en vandrer på vej. Undrende følte han sig med ét tømt for al vilje til svar. Et stumt, inderligt valg fik ham til at vende om fra den gennemgående maleriske fremdrift og tage vejen tilbage i samme, endnu spinkle håb. Et baglæns-billede med lovende perspektiv i troens navn blev udblændet på ingen tid og efterlod den gribende tomhed som et vilkår for den, der pludselig står ansigt til ansigt med Gud. Og længes i sin uvidenhed mod korsdøden. ”Kvinde, dér er din søn,” fortsatte Gill, mens Ogdon lagde Haydns vedvarende tragiske klange ned på de gulnede, pastorale tangenter. ”Dér er din mor”, lød resten af teksten til andet ord fra korset. Et i sandhed kongeligt overblik ind over intimsfærens sarte berøringsflader. At ophøje sin bedste ven i sit sted eller for så vidt i sit billede og derpå fiksere det i favnen på stormoderen. Ved korsets fod, på Kalvariehøjen blev Johannes, evangelisten, genfødt. Her blev ordene i ydmyg forstand kød og omsat i den intimest tænkelige forbundethed. Her sansede evangelisten for første gang, at beretningen altid havde været, og at den kun ventede på at formuleres. Stedets usædvanligt høje topologiske status skulle jo siden blive så gribende slået til lyd i hans hellige tekst. ”Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.” Læste Gill, og Ogdon fulgte fremdeles i et melodisk glidende akkompagnement. Måske havde han foreslået dette Haydn-værk fremført for at imødekomme – hvis ikke ligefrem besværge – den forestående Mozartkoncert. Nu var der imidlertid ingen slinger i valsen. Mage til intens, tyst og smertelig skønhed. Gills udsøgte stemmevibrato ikke at forglemme. Med mig i Paradis. Hvert ord i disse replikker fra korset rummer et genesispotentiale. Af dem alle er denne forjættelse til røveren Dismas den mest billedskabende. Og netop ved illusionen viser frelseren sin uovertrufne, åndelige styrke over for det dræbende smertehelvede, de befinder sig i. Paradis har næsten altid haft sin fredfyldte eksistens i den kosmiske fortælling. I løbet af en kort inviterende replik rejser det sin portal i mørket og åbner udsigt til den evige fred, som kun den episke beretning kan forlene med malerisk vitterlighed. Kristus, den store fortæller, oversætter Gud til drømmen om Gud, der så atter via en ny fortælling bliver Gud.



Epitaf 10

EpitafPosted by Bo Reinholdt Sun, March 27, 2016 16:22:33

Symposiet i Langå. De kom til at tale et særligt sprog. Dér i præstegården. Det var skæv tale, fremmedartet tungemål midt imellem løgn og sandhed. De talte af hjertens lyst og dybt forundrede over sig selv. At høre sig selv, lysår fra det netop sagte. Vel blev der drukket tæt, men ånden fik næring først og fremmest af sammenstødet mellem Gud og Fanden, og ordene fulgte fyldt med forbavsende skaberkraft. Det blev symposiet i Langå. Det varede natten over. Indledt nærmest ved en tilfældighed af værten selv, der med slet skjult præste-ironi og et undskyldende skuldertræk kom til at henvise til et hedensk topos i evangelierne: hvad er sandhed? Den romerske statholder fik endda det sidste ord på det sted sådan rent sansemæssigt, hørligt. For Jesu tavshed talte jo unægtelig sit eget sprog. Troens selvvalgte, verbale insuffiens er en trussel mod retorik til alle tider. Jeg tier og tror. Men som forventet var det Claes Gill, skuespilleren, der tog bolden op. Job, Job råber til os. Han var ved sandheden, hvis ikke netop i den under sin smerte. Fordi plagerne udviskede alle billeder under Fandens højpotente udlæg af ondskabens væsen. Jobs smertefulde erkendelse var og blev hans ultimative nærvær, hvori han sansede både Gud og Fanden. Som de er og altid vil være. Mægtige fyrster på hver sit felt. I rummet mellem dem beroede sandheden, næret uopholdeligt af den fatalt energiske udladning fra begge sider. Men først når den onde vågner, elsker Gud afkommet i sit billede. Thi spejlingen af den almægtige i den afmægtige næres ved det onde på vej, ved den ængstelige forventning herom og fremtræder da i al sin skrøbelige skønhed som et betroet billede i sandhedens navn. Derfor er forspillet til Jobs bog vigtigere end spillets selv i dets banalt grusomme udvikling, fordi konfrontationen godt-ondt afgrænser og tydeliggør omkring et af det vesteuropæiske individs mest påtrængende vilkår: at vide sig betragtet på behørig afstand af en større magt. Hvorved de to instanser Gud-Fanden nødvendigvis sammentænkes. At vide sig set af nogen eller noget og i det mål at nærme sig sandheden om livet og døden. Vi ses, altså er vi. Men det bortforklarer intetsted eller til ingen tid det, vi faktisk er. Billeder. Den vestlige verdens individer er og bliver billeder i og med den uopholdelige betragtning, som er er vor skæbne fra fødselen af. Hvad enten vi nu frister livet i elendighedens flugt fra hus og hjem eller fra os selv i et fortvivlet forsøg på at undgå det møde under forlegenhedens svagt sitrende stjerne. Der jo blot nådesløst minder os om den ufattelige afgrund under og over vor ængstelige adfærd på knivens æg. Rummet over og havet under os. Men det øjeblik vi som Job indser og affinder os med det vilkår, at vi altså bliver set, at vi ses og selv i vort syn blegner i udkanten af et stjernetegn, hvis pålagte, grundfæstede og i slægten traditionsrige, narrative struktur, det øjeblik Job bliver set så inderligt på i sin lidelse, at han bliver myte for øjnene af Fristeren, og Gud Herren således for længst har sejret ved hjælp af sit himmelske, berettende dias, det øjeblik kan vi få fred i en jobsk erkendelse af sandheden om mennesket. Et billede. Billede. Og egentlig som sådan ikke nogen flertalsform. Det blev symposiet i Langå på Østfyn. De talte et særligt sprog. Alle som én - og hver deres eget. De valgte emner efter forgodtbefindende. Claes Gill rømmede sig, tog endnu en dram og fiskede en bog op af den brune skoletaske, som han havde lånt af værtsparrets søn inde i Odense, hvor han boede på Helgavej i den øvre etage af en villa. Det var de år, han var ansat på teatret og fik indflydelse på liv, repertoire og virksomhed på scenen i det hele taget. Han bladrede lidt i bogen og begyndte så at læse et digt. Det var en salme. Det kan være det samme, bedyrede han med sin hæse, ekspressive stemme fra dybet. Jeg ville egentlig læse en salme af biskop Karl Laurids Aastrup, hvis høje lyriske formåen endnu er en godt bevaret hemmelighed her i Danmark. Selvfølgelig. Som det nu må være i et land, hvor man kan tilgive alt, undtagen talent. Men jeg har drøftet sagen med hr. bispen selv inde i Odense. Han opfatter sit salmeskriv som en tjenstlig, neutral forpligtelse fjernt fra kunsten og ønsker ikke at blive reciteret, selv ikke i en højhellig præstegårdsstue på Østfyn. Det vil jeg naturligvis respektere. Derfor nu en tekst af selveste Nikolai Frederik Severin Grundtvig. En salme eller et digt - stadig det kan sgu være det samme. Og han kan ikke protestere. Hvad han næppe heller ville gøre. Imidlertid, ærede gæster, dette digt berører mig dybt! Gæsterne så på hinanden. De havde vist ventet noget af Eliot, Pound, Dylan Thomas eller af Gill selv for den sags skyld. Det blev Grundtvigs korte, gribende bøn til naturen i dødens tegn: "Som Dugg paa slagne Enge" (1864).

"Som Dugg paa slagne Enge

Saa falder Livets Ord

paa Kristnes Sottessenge

I Sky da Haabet gror

Og Trøsten over Døden

Deraf er Førstegrøden

Forvundet er derved

Al Dødens Bitterhed"

Her er sandheden erkendt i det sansede og forstærket under den morbide synsvinkel. Når vi ligger dér på smertenslejet, bliver det morgen første dag. Bliver det morgenen overhovedet i brændpunktet mellem evigheden og øjeblikket. Så gennemgribende smukt, så åndedrætsberøvende klart oplades morgenbilledet over alle. Den enestående morgen. Den absolutte i sansningens milde kølighed. Da fylder Guds ånde mit bryst, og jeg fødes i min død. Nogen har været der. Engen er frisk afskåren og bløder dug i det tætte forventningslys. Kort før sol. Lige før. Nogen har været her i det levende billede af dagens første tiltag. Nogen har efterladt en tænkt skygge på engen. Før det var muligt at skygge. Selv i tanken. Stadig før sol. Endnu drømmende vadefærd gennem drivvåde, skårne græsser. Slåmand lader hånt om sit værks symbolske udlæg. Han standser, ser sig om og forsvinder derpå ind i borte, som er hans hjem. Det er øjeblikket før dagen. Netop det hvor blåt tætner, mange tøver, alle vågner og intet dør. Det bliver førstedag med ét slag, og vi gennemskuer døden i Guds billede.

"Som sol går ned bag lunden

i havet lyseblåt

i sommer-aftenstunden

mens fugle kvidre småt

så går den sjæl til hvile

i færd med sødt at smile

som føler, i sit ord

hos os Vorherre bor"

Lovtavleskriften på klippegrund opblødes i solnedgangstimen og bliver sjælen iboende som en højst bevægelig, nærværende, kanonisk tekst. Men det er af billedet, vort håb vækkes. Når aften slukkes i havet, og mægtige kræfter trækkes gennem oceanblå dybder mod morgen, hvor glæden løber os i møde som en anden, gammel fader, der har ventet med længsel.

"Som let vort legem gyser

i sommermorgengry

mens morgenstjernen lyser

og lover dag på ny

mens sommerdagen gryer

i hvide morgenskyer

så er med livets lys

vort sidste kuldegys"

(1864)

At vågne hudløs med et allerede fjernt minde om sommer og så dø i et blændværk af skabelsens første dag og under morgenstjernens krystal, det omfatter livet i én eneste trækning. I det kolde blå tager sjælen herefter bolig.








Epitaf 9

EpitafPosted by Bo Reinholdt Tue, February 23, 2016 15:50:03

Pastorindens natmadsbuffet. På et langt bord dækket med en lysende smuk damaskdug i væver Lars-Anton Geierstamns design og med det yderst sjældne 1700-tals Kehler-porcelæn fra Stralsund, altsammen arvestykker fra fruens slægtsforbindelser til rige fyrstefamilier i Nordtyskland, serveredes et umiddelbart set typisk dansk udvalg af pålægsemner sammen med godt, solidt brød. Lad os lige indlede med en lille anke i denne sammenhæng: man kunne ønske sig et lille udvalg af hvedebrødstyper fra intimsfæren eller slet og ret en rund, luftig, glutenliderlig hvedebolle, som den kendes fa utallige fødselsdage i det hjemlige forum, til at opveje det tunge rugbrød, der imidlertid oppebar det positive indtryk af brødsiden alene ved sin mangesidige syrlighed, stammende fra en surdej fyldt med al storbyens tristesse i smag på grænsen af mundsnerperi. Skivens krumme afbalanceredes suverænt med udvalget af pålæg og havde i tilgift en vis effekt på det visuelle plan, der fik min noget pjattede, men dog i dette forhold seriøse ledsager til at associere til Monets studier af høstakke i al slags vejr. Man spiser jo i overvejende grad med øjet, som Amons chefkok hævder, han, der, hvis nogen skulle være i tvivl, er født kyklop, og hvis énøjede slægt kan føres tilbage til kong Odysseus' dage. I parentes bemærket skal det blive spændende, om Amon-chefen får sit ønske om at servere menneskekød politisk igennem. Der er et lille problem med det økologiske aspekt; men ellers skulle der vel være en chance, som vinden blæser for tiden. Men den slags er selvsagt ikke pastorindens bord! Af lune sager var hendes postej sikker vinder med en flygtig duft og smag af saeterlinck-løg, dertil maskulin armsved med et par lette stænk af vintermår-morgensæd. Fra nordenfjords forstås. På bordets yderkant balancerede små, yndige Greifenbergplaketter med fedtkogte sejdsvampe, der jo, som enkelte vil vide, kun forefindes her og dér ud mod bæltet på Østfyn. Og det tilmed i ret begrænset omfang. Der går et lokalt rygte om, at Amons énøjede chefkok har budt svimlende beløb for at opkøbe de steder, hvor denne svamp gror. Indrømmes skal det dog, at svampens glimtende purpurskær ikke nemt forenes med smagen af let fordærvet kaffefløde og noter af skilt væske fra en døende tæve, med mindre da denne sansekonflikt var med til at forhøje det samlede indtryk. Læseren må have mig undskyldt ind til videre. Jeg er og bliver i tvivl. Men nu til den stærke, østfynske pølse. Røget over liljer og tørret fækalier fra et daggammelt dåkid. En hævdvunden tradition her fra egnen. Det er synd at sige, at de kommer sovende til det, de djærve fynboer! Farsen er en passende blanding af flæskesmåkød og talg fra et nyfødt marsvin, saltet og krydret med den vidunderlige blå Krukkespring, der står spredt rundt om i vore skove, og hvis ret markante - men ikke overdøvende - smag, sanseforskydes i forhold til det ellers mådelige, semikulinariske udflod af lun jomfru i uskyldig forventning om at blive salig i sin excentrisk snerpede uskyldstro. Eller på godt dansk: det strejf, der undertiden fornemmes fra indersiden af et portugisisk Lavorcykeldæk, der netop har afsluttet en bjergetapekørsel i Tour de France. I særklasse var tillige ostene. Gedeost fra Lucca. Smørbar fennikelcreme med et stød af tørret, sangvinsk grøftegræs. Rygeosten manglede naturligvis ikke. Den var OK, men jeg havde nu foretrukket en større dosis røg og et vognlæs kommen. Dog at gå i rette med fynboer i deres genuint lokale specialitet, er nu sin sag.

Altså alt godt fra det østfynske spisebord. Da min ledsager og jeg bagefter flagrede til Nyborg i nattens mulm og mørke og med smagsløgene bombarderede af de storartede sanseindtryk, var vi stiltiende enige om, at de fem kokkehuer havde adresse netop til pastorindens natmadsbuffet.



Epitaf 8

EpitafPosted by Bo Reinholdt Wed, February 10, 2016 16:55:36

Præsten i Langå indbød til natmad i sit hjem, og på ingen tid stablede fruen en buffet på benene, skønt det ikke var planlagt. Der var tillige udskænkning af porsesnaps efter pastorens egen opskrift, og der var nok af den, og de fik rigeligt. Det blev et provinsielt symposion af dimensioner. Det varede en evighed eller natten over, eller hvordan man nu tager det. Flere gæster fra Glorup var kommet til, og det blev snart klart, at det generøse værtspar på godset holdt hof som i de gode, gamle dage. Som dengang H. C. Andersen frekventerede stedet og havde sine mest stabile og rolige arbejdsperioder dér. Herom siden. Men på vejen hen faldt digterspiren i snak med Irving Penn, den amerikanske fotograf. Fra ikke så få fotoblade kendte den unge mand hans værker. De dybt foruroligende portrætter, hvor det menneskelige ansigt er henlagt til kampplads mellem lys og skygge, sort og hvidt, uro og fred. Digterspiren var opstemt, måske mest fordi hestehalepoeten havde vekslet et par korte bemærkninger med ham. Hvor lidt udsigt til nærmere bekendtskab der end havde været i det møde. Han fortalte Penn om sin passion for at fotografere kirkekunst i de nordiske lande. Det og kun det. Og man kunne tilføje: af alle ting. Sin unge alder til trods havde han været langt omkring. Mest i Danmark, men også i Skåne. Irving Penn standsede pludselig under en gadelygte, hvis lys skærpede væsentligt omkring hans høje pande. Han var så mild i sit udtryk. En sådan særegen interesse for et enkelt emne, begyndte han, fascinerer mig! Digterspiren nikkede og sendte amerikaneren sit skæve smil. Men for nylig, indvendte han, brød jeg min vane. Hans blik mødte Penns, der gik videre. Ja-så. Med hvad dog? Jeg fotograferede mig selv. Alene ude i en skov. Penn smilte. Selvportrættet er en kategori for sig. Jo vist. Må jeg se dem ved lejlighed? De er endnu ikke fremkaldt. Så kommer du ud i mit telt – du ved, det interimistiske atelier, jeg rejser rundt i verden med. Så får vi se. Glæder mig! Han tog digterspiren under armen, og de fulgtes ad hen til, hvor præsten boede. Ved et hjørne længere fremme stod døden og ventede. Spiren var blevet helt fidel, og han præsenterede forskriftsmæssigt de to for hinanden. Det er Irving Penn, sagde han til døden, og det er døden, sagde han til Penn. Der lød en høj, befriende latter ind gennem Langå. Amerikaneren var i sit es. Og kort efter måtte døden modvilligt sige ja til at blive fotograferet dagen efter i teltet med lys fra nordhimmel. De tre fortsatte nu det sidste stykke hen til præstegården. Så lad os i mellemtiden dvæle ved spirens selvportræt i skoven. Det blev fremkaldt i de hellige haller på afstand af dødens mørkekammer, hvor isnende gennemtræk gør det uudholdeligt at stå. Hos Penn var en stor varmekanon. Tilmed en aura af kontemplativ ro og humanitær holdning. En umådelig respekt fort det enkelte, individuelle menneske. Det er jo mere, end man kan tillægge døden i hans egenskab af menneskets kontrafejer med kamera. Men det fotografiske selvportræt visualiserer en så udsat, vital side af det menneskelige sind, at det overskygger enhver æstetisk spekulation og efterfølgende terminologisk, analytisk skrift til fordel for eller på bekostning af – det er, som man tager det – en nådesløs afsløring af individet i færd med den ømmeste af alle hemmelige idrætter: at fange og fastholde sit ansigt i øjeblikket. Hvor det maleriske ditto er langt mere forankret i sin rodfæstede tradition som maleri i lag på lag. Her er der trods alt arms afstand i æstetikkens hellige navn. Men der er to væsentlige eksponeringer af i alt fem i digterspirens skrøbelige forsøg med sig selv.


Den sekventielle afhængighed de to eksponeringer imellem skaber på én gang fylde og tomhed i det første billede. Det ville være skoven som sådan eller en del af den naturligvis. I ramme alvor. Et selvstændigt motiv, var det ikke fordi, der kom en og satte sig midt for med højre arm støttet på det fældede træ. Blikket nedad. Munden lukket. Selvportræt med lukket mund. Det er et viljesanliggende og røber en ikke ringe fotografisk indsigt, der kræver rammen sat før billedet og dermed vejen banet for en dokumentation lidt ud over det sædvanlige. Et første gennemslag langt ind i skovens hjerte, hvor lysets reflekterende arbejde i underskoven på sin vis modarbejder den unge fotografs intentioner ved at fremstå så naturskønt i sit nedslag ind under middag. Det øjeblik et sted i underskoven, et sted i provinsen. Af alle steder. Hans beslutning om at lade sig aftage efter egen vilje som eneren henfaldet i tanker over tilværelsens sære kår. Over verden uden for verden i skoven dér. Overalt uden for hans bankende hjerte. Smerten i det næste åndedrag som en ynkelig solidaritetserklæring til al den lidelse derude, som han ved, han ikke ved af. Fordi skovens smeltepunkt ind under middag er den verdensfjerne, gennemlyste poesi, han ikke for nogen pris ville være foruden. Hvorfor han tager stedet af i billedet før billedet af sig selv og således med føje etablerer grænserne for sin egen, selvkredsende vækst lige i det moment, hvor han sætter sig i fokuspunktet for næste eksponering. Ham selv. På spring og i hvile. Parat og undvigende. Stærk og svag. Det ved han dog, at om lidt er han død i sit eget billede. Så må verden skytte sig selv fjernt fra hans udvalgte skovpunkt, der blændes over i stadig lysende forandring herefter. Som det nu engang er. Videre. Det er, og han var og er over for erindringens eufemisme i hvert transparente blad gennem skovbunden samlet på et eneste, forsvindende sted. Når verden standses i et fotografisk billede, gør den eksponerende sig skyldig i en global undladelsessynd. Det være sig nok så tæt på katastrofen. Eller fjernt fra. Den visuelles rapports vidnesbyrd kan strengt taget ikke bruges til noget dér, hvor det brænder. Nu. Generelt er den historiske billedbog alt for fredelig. Men det fotografiske selvportræt rummer en mere subtil flugt. Hvis ikke verdensforagt i det stille. Digterspiren tyede til den nemme vej i det svære. Han fotograferede sig selv i sensommerskoven; men kortlagde forinden det rum, han havde valgt i lydighed mod det konfessionelle i foretagendet. Det forsvarer eskapismen. Eller forsvarer. Det retfærdiggør den og eksponerer dens inderlige stræben i selverkendelsens navn. Det er længe siden. Skoven ser jo ikke sådan ud mere; men den er der. Åben, lysfyldt og verdensfjern. Det er længe siden. Sommeren 1966. Men i vor tid har det fotografiske selvportræt mistet sin uskyld. Hele den slet skjulte højtidelighed omkring mig og kun mig. Vor tids selfie garanterer den personlige sejr og indiskrete position i verdensbilledet. Ingen tåkrummende tøven her, og selvcentreringen har fået et simpelt medium i selfiestangen. Selvtillidens forlængede arm. Men dengang i 1960’ernes udblændede sommer skulle der godt nok en dyb indånding til. Derfor er uskylden intakt og sårbarheden særlig udsat. Derfor tog digterspiren et langt skridt frem i livet, da han lod øjeblikket tilbage i en eksponering for egen regning.






Epitaf 7

EpitafPosted by Bo Reinholdt Tue, January 26, 2016 16:24:18

Men hvem eller hvad formulerede Gud Herren før Gud Herren? Et svagt skyggerids af noget oprindeligt, der konturerer sig selv lidt efter lidt og ender med en antropomorf, knivskarp tilskikkelse af noget. Gud er noget. Noget andet er hans ånd. Den er jo alt, men også intet. Thi i spændingsfeltet mellem de to organiseres selve skabelsesaktens dynamik. Her råder den absolutte før-adamiske navnløshed. Gud tænkte fisk, og fisken var. Gud tænkte ræv, og ræven var. Gud tænkte fugl, og fuglen fløj. Men da Gud tænkte et væsen i sit billede, tøvede han et øjeblik og vendte sig på tærsklen til det jordiske paradis. Det blev Guds mageløse indsigt på skabelsens første dag, at tanker er forgængelige, flygtige som et åndepust. Altså måtte han ind bag tanken, efter at den var tænkt og dermed nå frem til dens førbilledlige, uvæsentlige, grå værenstilstand. Han stod i alt, sansede intet, men vidste tillige, at det var selvskabelsens genuine potentiale. Og dog var det så som så med den uendelige billedløshed, thi netop gudebilledet, der skulle blive Guds billede for så omsider at være Gud, var den grå væren iboende. Gud var før Gud. I et billede. Men når det berettes, at han skabte mennesket i sit billede, var han sig følgelig sit eget billede bevidst før mennesket blev manifest af hans hånd i et billede af Guds billede, som igen var født af noget, der må have været oplyst med et potentielt gudebillede uden grænser, som han derpå satte i en skarp, genkendelig form. Dér Gud Fader. Den gamle af dage. Men åbenbart ung nok til at fostre sin grænseløse plan for alt og alle. Endnu er det ventede det ventede. Vel sagtens den lykkeligste af alle tider, i hvilken vi ser frem. Når først de sidste tider kommer, når grænsepælen markerer den absolutte standsning, er der jo ikke mere. Thi øjeblikket har så ikke noget næste øjeblik at forvente i lyset af det første øjebliks nu absorberede fylde. Eller med andre ord: ventetidens øjeblikkelighed er dynamisk. Det rummer endnu Guds vigtigste ord: bliv!, der undslap hans læber i forventningen om det kommende i stadig uforudsigelig udvikling.



Epitaf 6

EpitafPosted by Bo Reinholdt Tue, January 12, 2016 11:28:43

Men nu med Bosch. Hvordan kan det være? Centralperspektivets fjerne blå bjerge er rykket i front, og dog er de på afstand. Langt, langt væk. Et bjerg i Boschs billeder kendes på konflikten mellem nær og fjern, foran og bagude, nu og ind i fremtiden. At være i et Bosch-billede er at opgive alle tillærte forestillinger om rum og tid. Der er ingen dimension at tage vare på. Thi alt er det. Dimensioneret i henhold til Intetsted. Og dog er oppe oppe og nede nede. Haven for de jordiske lyster er både helt almindelig og alt andet end det. Den kan visse steder ligne enhver offentlig, velholdt park, andre det glade vanvid. I denne modsætning eller ligefrem sammenstød kommer Boschs skønhedslængsel til udtryk. Den er en visuel konsekvens af en ordenssans grænsende til hysteri og et dybtfølt oprør her imod. Det er jo ikke ualmindeligt, snarere tværtimod, at kunst skabes i et konfliktfyldt rum; men når billedet tager magten fra dets skaber, formuleres næste træk med rystende overblik over situationens status. Mødet mellem almindeligt og ualmindeligt er brutalt i det bosch’ske univers, for det er på dette sammenstød hans fortvivlelse beror, og derfor her hans kunst er størst. En svulst emmer af cremet, lyserød materie, mens spidse næb og kolde, sorte øjne vogter på stedets lysende underlighed. Vi kan færdes frit hen over de mellemliggende egne, længes mod bjergene i det fjerne, rulle os overgivent hen over trimmede plæner; men rør ikke de blomstrende gevækster i deres knivskarpt afgrænsede, absurde stand. De bevogtes af fjedrede dæmoner, hvis våben er den kulørte detailrigdom i deres fugleham. Det skræmmende er i og for sig fjerens modsigelsesfyldte væsen. Dens flyvefærdighed som æterisk synligt udslag af skaberhånden, der begyndte det hele i billeder. Genesismyten er en glat fjer i hatten på Guds maleriske ambitioner. Glem ikke, at han er billedmager. Selv sagt uden grænser. Fordi han selv er billede med den suverænitet, som det indebærer at tegne sig selv, før noget overhovedet var tegnet. At være gjort i hjertet af oprindelighedens paradoks. Det er det, Bosch rammer i skildringen af det paradisiske univers, hvor underligt trives frodigt side om side med det umiddelbart genkendelige. Med dagen og vejen. Med det almindelige der i næste øjeblik bliver sit modsatte ved at være anbragt i nabolaget af det netop ualmindelige. Så meget desto mere tankevækkende forekommer det, at Gud Herren figurerer som en lille, selvudslettende splejs, der mest af alt var tilbøjelig til at undskylde det hele.



Next »