Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 10

EpitafPosted by Bo Reinholdt Sun, March 27, 2016 16:22:33

Symposiet i Langå. De kom til at tale et særligt sprog. Dér i præstegården. Det var skæv tale, fremmedartet tungemål midt imellem løgn og sandhed. De talte af hjertens lyst og dybt forundrede over sig selv. At høre sig selv, lysår fra det netop sagte. Vel blev der drukket tæt, men ånden fik næring først og fremmest af sammenstødet mellem Gud og Fanden, og ordene fulgte fyldt med forbavsende skaberkraft. Det blev symposiet i Langå. Det varede natten over. Indledt nærmest ved en tilfældighed af værten selv, der med slet skjult præste-ironi og et undskyldende skuldertræk kom til at henvise til et hedensk topos i evangelierne: hvad er sandhed? Den romerske statholder fik endda det sidste ord på det sted sådan rent sansemæssigt, hørligt. For Jesu tavshed talte jo unægtelig sit eget sprog. Troens selvvalgte, verbale insuffiens er en trussel mod retorik til alle tider. Jeg tier og tror. Men som forventet var det Claes Gill, skuespilleren, der tog bolden op. Job, Job råber til os. Han var ved sandheden, hvis ikke netop i den under sin smerte. Fordi plagerne udviskede alle billeder under Fandens højpotente udlæg af ondskabens væsen. Jobs smertefulde erkendelse var og blev hans ultimative nærvær, hvori han sansede både Gud og Fanden. Som de er og altid vil være. Mægtige fyrster på hver sit felt. I rummet mellem dem beroede sandheden, næret uopholdeligt af den fatalt energiske udladning fra begge sider. Men først når den onde vågner, elsker Gud afkommet i sit billede. Thi spejlingen af den almægtige i den afmægtige næres ved det onde på vej, ved den ængstelige forventning herom og fremtræder da i al sin skrøbelige skønhed som et betroet billede i sandhedens navn. Derfor er forspillet til Jobs bog vigtigere end spillets selv i dets banalt grusomme udvikling, fordi konfrontationen godt-ondt afgrænser og tydeliggør omkring et af det vesteuropæiske individs mest påtrængende vilkår: at vide sig betragtet på behørig afstand af en større magt. Hvorved de to instanser Gud-Fanden nødvendigvis sammentænkes. At vide sig set af nogen eller noget og i det mål at nærme sig sandheden om livet og døden. Vi ses, altså er vi. Men det bortforklarer intetsted eller til ingen tid det, vi faktisk er. Billeder. Den vestlige verdens individer er og bliver billeder i og med den uopholdelige betragtning, som er er vor skæbne fra fødselen af. Hvad enten vi nu frister livet i elendighedens flugt fra hus og hjem eller fra os selv i et fortvivlet forsøg på at undgå det møde under forlegenhedens svagt sitrende stjerne. Der jo blot nådesløst minder os om den ufattelige afgrund under og over vor ængstelige adfærd på knivens æg. Rummet over og havet under os. Men det øjeblik vi som Job indser og affinder os med det vilkår, at vi altså bliver set, at vi ses og selv i vort syn blegner i udkanten af et stjernetegn, hvis pålagte, grundfæstede og i slægten traditionsrige, narrative struktur, det øjeblik Job bliver set så inderligt på i sin lidelse, at han bliver myte for øjnene af Fristeren, og Gud Herren således for længst har sejret ved hjælp af sit himmelske, berettende dias, det øjeblik kan vi få fred i en jobsk erkendelse af sandheden om mennesket. Et billede. Billede. Og egentlig som sådan ikke nogen flertalsform. Det blev symposiet i Langå på Østfyn. De talte et særligt sprog. Alle som én - og hver deres eget. De valgte emner efter forgodtbefindende. Claes Gill rømmede sig, tog endnu en dram og fiskede en bog op af den brune skoletaske, som han havde lånt af værtsparrets søn inde i Odense, hvor han boede på Helgavej i den øvre etage af en villa. Det var de år, han var ansat på teatret og fik indflydelse på liv, repertoire og virksomhed på scenen i det hele taget. Han bladrede lidt i bogen og begyndte så at læse et digt. Det var en salme. Det kan være det samme, bedyrede han med sin hæse, ekspressive stemme fra dybet. Jeg ville egentlig læse en salme af biskop Karl Laurids Aastrup, hvis høje lyriske formåen endnu er en godt bevaret hemmelighed her i Danmark. Selvfølgelig. Som det nu må være i et land, hvor man kan tilgive alt, undtagen talent. Men jeg har drøftet sagen med hr. bispen selv inde i Odense. Han opfatter sit salmeskriv som en tjenstlig, neutral forpligtelse fjernt fra kunsten og ønsker ikke at blive reciteret, selv ikke i en højhellig præstegårdsstue på Østfyn. Det vil jeg naturligvis respektere. Derfor nu en tekst af selveste Nikolai Frederik Severin Grundtvig. En salme eller et digt - stadig det kan sgu være det samme. Og han kan ikke protestere. Hvad han næppe heller ville gøre. Imidlertid, ærede gæster, dette digt berører mig dybt! Gæsterne så på hinanden. De havde vist ventet noget af Eliot, Pound, Dylan Thomas eller af Gill selv for den sags skyld. Det blev Grundtvigs korte, gribende bøn til naturen i dødens tegn: "Som Dugg paa slagne Enge" (1864).

"Som Dugg paa slagne Enge

Saa falder Livets Ord

paa Kristnes Sottessenge

I Sky da Haabet gror

Og Trøsten over Døden

Deraf er Førstegrøden

Forvundet er derved

Al Dødens Bitterhed"

Her er sandheden erkendt i det sansede og forstærket under den morbide synsvinkel. Når vi ligger dér på smertenslejet, bliver det morgen første dag. Bliver det morgenen overhovedet i brændpunktet mellem evigheden og øjeblikket. Så gennemgribende smukt, så åndedrætsberøvende klart oplades morgenbilledet over alle. Den enestående morgen. Den absolutte i sansningens milde kølighed. Da fylder Guds ånde mit bryst, og jeg fødes i min død. Nogen har været der. Engen er frisk afskåren og bløder dug i det tætte forventningslys. Kort før sol. Lige før. Nogen har været her i det levende billede af dagens første tiltag. Nogen har efterladt en tænkt skygge på engen. Før det var muligt at skygge. Selv i tanken. Stadig før sol. Endnu drømmende vadefærd gennem drivvåde, skårne græsser. Slåmand lader hånt om sit værks symbolske udlæg. Han standser, ser sig om og forsvinder derpå ind i borte, som er hans hjem. Det er øjeblikket før dagen. Netop det hvor blåt tætner, mange tøver, alle vågner og intet dør. Det bliver førstedag med ét slag, og vi gennemskuer døden i Guds billede.

"Som sol går ned bag lunden

i havet lyseblåt

i sommer-aftenstunden

mens fugle kvidre småt

så går den sjæl til hvile

i færd med sødt at smile

som føler, i sit ord

hos os Vorherre bor"

Lovtavleskriften på klippegrund opblødes i solnedgangstimen og bliver sjælen iboende som en højst bevægelig, nærværende, kanonisk tekst. Men det er af billedet, vort håb vækkes. Når aften slukkes i havet, og mægtige kræfter trækkes gennem oceanblå dybder mod morgen, hvor glæden løber os i møde som en anden, gammel fader, der har ventet med længsel.

"Som let vort legem gyser

i sommermorgengry

mens morgenstjernen lyser

og lover dag på ny

mens sommerdagen gryer

i hvide morgenskyer

så er med livets lys

vort sidste kuldegys"

(1864)

At vågne hudløs med et allerede fjernt minde om sommer og så dø i et blændværk af skabelsens første dag og under morgenstjernens krystal, det omfatter livet i én eneste trækning. I det kolde blå tager sjælen herefter bolig.