Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 9

EpitafPosted by Bo Reinholdt Tue, February 23, 2016 15:50:03

Pastorindens natmadsbuffet. På et langt bord dækket med en lysende smuk damaskdug i væver Lars-Anton Geierstamns design og med det yderst sjældne 1700-tals Kehler-porcelæn fra Stralsund, altsammen arvestykker fra fruens slægtsforbindelser til rige fyrstefamilier i Nordtyskland, serveredes et umiddelbart set typisk dansk udvalg af pålægsemner sammen med godt, solidt brød. Lad os lige indlede med en lille anke i denne sammenhæng: man kunne ønske sig et lille udvalg af hvedebrødstyper fra intimsfæren eller slet og ret en rund, luftig, glutenliderlig hvedebolle, som den kendes fa utallige fødselsdage i det hjemlige forum, til at opveje det tunge rugbrød, der imidlertid oppebar det positive indtryk af brødsiden alene ved sin mangesidige syrlighed, stammende fra en surdej fyldt med al storbyens tristesse i smag på grænsen af mundsnerperi. Skivens krumme afbalanceredes suverænt med udvalget af pålæg og havde i tilgift en vis effekt på det visuelle plan, der fik min noget pjattede, men dog i dette forhold seriøse ledsager til at associere til Monets studier af høstakke i al slags vejr. Man spiser jo i overvejende grad med øjet, som Amons chefkok hævder, han, der, hvis nogen skulle være i tvivl, er født kyklop, og hvis énøjede slægt kan føres tilbage til kong Odysseus' dage. I parentes bemærket skal det blive spændende, om Amon-chefen får sit ønske om at servere menneskekød politisk igennem. Der er et lille problem med det økologiske aspekt; men ellers skulle der vel være en chance, som vinden blæser for tiden. Men den slags er selvsagt ikke pastorindens bord! Af lune sager var hendes postej sikker vinder med en flygtig duft og smag af saeterlinck-løg, dertil maskulin armsved med et par lette stænk af vintermår-morgensæd. Fra nordenfjords forstås. På bordets yderkant balancerede små, yndige Greifenbergplaketter med fedtkogte sejdsvampe, der jo, som enkelte vil vide, kun forefindes her og dér ud mod bæltet på Østfyn. Og det tilmed i ret begrænset omfang. Der går et lokalt rygte om, at Amons énøjede chefkok har budt svimlende beløb for at opkøbe de steder, hvor denne svamp gror. Indrømmes skal det dog, at svampens glimtende purpurskær ikke nemt forenes med smagen af let fordærvet kaffefløde og noter af skilt væske fra en døende tæve, med mindre da denne sansekonflikt var med til at forhøje det samlede indtryk. Læseren må have mig undskyldt ind til videre. Jeg er og bliver i tvivl. Men nu til den stærke, østfynske pølse. Røget over liljer og tørret fækalier fra et daggammelt dåkid. En hævdvunden tradition her fra egnen. Det er synd at sige, at de kommer sovende til det, de djærve fynboer! Farsen er en passende blanding af flæskesmåkød og talg fra et nyfødt marsvin, saltet og krydret med den vidunderlige blå Krukkespring, der står spredt rundt om i vore skove, og hvis ret markante - men ikke overdøvende - smag, sanseforskydes i forhold til det ellers mådelige, semikulinariske udflod af lun jomfru i uskyldig forventning om at blive salig i sin excentrisk snerpede uskyldstro. Eller på godt dansk: det strejf, der undertiden fornemmes fra indersiden af et portugisisk Lavorcykeldæk, der netop har afsluttet en bjergetapekørsel i Tour de France. I særklasse var tillige ostene. Gedeost fra Lucca. Smørbar fennikelcreme med et stød af tørret, sangvinsk grøftegræs. Rygeosten manglede naturligvis ikke. Den var OK, men jeg havde nu foretrukket en større dosis røg og et vognlæs kommen. Dog at gå i rette med fynboer i deres genuint lokale specialitet, er nu sin sag.

Altså alt godt fra det østfynske spisebord. Da min ledsager og jeg bagefter flagrede til Nyborg i nattens mulm og mørke og med smagsløgene bombarderede af de storartede sanseindtryk, var vi stiltiende enige om, at de fem kokkehuer havde adresse netop til pastorindens natmadsbuffet.