Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 8

EpitafPosted by Bo Reinholdt Wed, February 10, 2016 16:55:36

Præsten i Langå indbød til natmad i sit hjem, og på ingen tid stablede fruen en buffet på benene, skønt det ikke var planlagt. Der var tillige udskænkning af porsesnaps efter pastorens egen opskrift, og der var nok af den, og de fik rigeligt. Det blev et provinsielt symposion af dimensioner. Det varede en evighed eller natten over, eller hvordan man nu tager det. Flere gæster fra Glorup var kommet til, og det blev snart klart, at det generøse værtspar på godset holdt hof som i de gode, gamle dage. Som dengang H. C. Andersen frekventerede stedet og havde sine mest stabile og rolige arbejdsperioder dér. Herom siden. Men på vejen hen faldt digterspiren i snak med Irving Penn, den amerikanske fotograf. Fra ikke så få fotoblade kendte den unge mand hans værker. De dybt foruroligende portrætter, hvor det menneskelige ansigt er henlagt til kampplads mellem lys og skygge, sort og hvidt, uro og fred. Digterspiren var opstemt, måske mest fordi hestehalepoeten havde vekslet et par korte bemærkninger med ham. Hvor lidt udsigt til nærmere bekendtskab der end havde været i det møde. Han fortalte Penn om sin passion for at fotografere kirkekunst i de nordiske lande. Det og kun det. Og man kunne tilføje: af alle ting. Sin unge alder til trods havde han været langt omkring. Mest i Danmark, men også i Skåne. Irving Penn standsede pludselig under en gadelygte, hvis lys skærpede væsentligt omkring hans høje pande. Han var så mild i sit udtryk. En sådan særegen interesse for et enkelt emne, begyndte han, fascinerer mig! Digterspiren nikkede og sendte amerikaneren sit skæve smil. Men for nylig, indvendte han, brød jeg min vane. Hans blik mødte Penns, der gik videre. Ja-så. Med hvad dog? Jeg fotograferede mig selv. Alene ude i en skov. Penn smilte. Selvportrættet er en kategori for sig. Jo vist. Må jeg se dem ved lejlighed? De er endnu ikke fremkaldt. Så kommer du ud i mit telt – du ved, det interimistiske atelier, jeg rejser rundt i verden med. Så får vi se. Glæder mig! Han tog digterspiren under armen, og de fulgtes ad hen til, hvor præsten boede. Ved et hjørne længere fremme stod døden og ventede. Spiren var blevet helt fidel, og han præsenterede forskriftsmæssigt de to for hinanden. Det er Irving Penn, sagde han til døden, og det er døden, sagde han til Penn. Der lød en høj, befriende latter ind gennem Langå. Amerikaneren var i sit es. Og kort efter måtte døden modvilligt sige ja til at blive fotograferet dagen efter i teltet med lys fra nordhimmel. De tre fortsatte nu det sidste stykke hen til præstegården. Så lad os i mellemtiden dvæle ved spirens selvportræt i skoven. Det blev fremkaldt i de hellige haller på afstand af dødens mørkekammer, hvor isnende gennemtræk gør det uudholdeligt at stå. Hos Penn var en stor varmekanon. Tilmed en aura af kontemplativ ro og humanitær holdning. En umådelig respekt fort det enkelte, individuelle menneske. Det er jo mere, end man kan tillægge døden i hans egenskab af menneskets kontrafejer med kamera. Men det fotografiske selvportræt visualiserer en så udsat, vital side af det menneskelige sind, at det overskygger enhver æstetisk spekulation og efterfølgende terminologisk, analytisk skrift til fordel for eller på bekostning af – det er, som man tager det – en nådesløs afsløring af individet i færd med den ømmeste af alle hemmelige idrætter: at fange og fastholde sit ansigt i øjeblikket. Hvor det maleriske ditto er langt mere forankret i sin rodfæstede tradition som maleri i lag på lag. Her er der trods alt arms afstand i æstetikkens hellige navn. Men der er to væsentlige eksponeringer af i alt fem i digterspirens skrøbelige forsøg med sig selv.


Den sekventielle afhængighed de to eksponeringer imellem skaber på én gang fylde og tomhed i det første billede. Det ville være skoven som sådan eller en del af den naturligvis. I ramme alvor. Et selvstændigt motiv, var det ikke fordi, der kom en og satte sig midt for med højre arm støttet på det fældede træ. Blikket nedad. Munden lukket. Selvportræt med lukket mund. Det er et viljesanliggende og røber en ikke ringe fotografisk indsigt, der kræver rammen sat før billedet og dermed vejen banet for en dokumentation lidt ud over det sædvanlige. Et første gennemslag langt ind i skovens hjerte, hvor lysets reflekterende arbejde i underskoven på sin vis modarbejder den unge fotografs intentioner ved at fremstå så naturskønt i sit nedslag ind under middag. Det øjeblik et sted i underskoven, et sted i provinsen. Af alle steder. Hans beslutning om at lade sig aftage efter egen vilje som eneren henfaldet i tanker over tilværelsens sære kår. Over verden uden for verden i skoven dér. Overalt uden for hans bankende hjerte. Smerten i det næste åndedrag som en ynkelig solidaritetserklæring til al den lidelse derude, som han ved, han ikke ved af. Fordi skovens smeltepunkt ind under middag er den verdensfjerne, gennemlyste poesi, han ikke for nogen pris ville være foruden. Hvorfor han tager stedet af i billedet før billedet af sig selv og således med føje etablerer grænserne for sin egen, selvkredsende vækst lige i det moment, hvor han sætter sig i fokuspunktet for næste eksponering. Ham selv. På spring og i hvile. Parat og undvigende. Stærk og svag. Det ved han dog, at om lidt er han død i sit eget billede. Så må verden skytte sig selv fjernt fra hans udvalgte skovpunkt, der blændes over i stadig lysende forandring herefter. Som det nu engang er. Videre. Det er, og han var og er over for erindringens eufemisme i hvert transparente blad gennem skovbunden samlet på et eneste, forsvindende sted. Når verden standses i et fotografisk billede, gør den eksponerende sig skyldig i en global undladelsessynd. Det være sig nok så tæt på katastrofen. Eller fjernt fra. Den visuelles rapports vidnesbyrd kan strengt taget ikke bruges til noget dér, hvor det brænder. Nu. Generelt er den historiske billedbog alt for fredelig. Men det fotografiske selvportræt rummer en mere subtil flugt. Hvis ikke verdensforagt i det stille. Digterspiren tyede til den nemme vej i det svære. Han fotograferede sig selv i sensommerskoven; men kortlagde forinden det rum, han havde valgt i lydighed mod det konfessionelle i foretagendet. Det forsvarer eskapismen. Eller forsvarer. Det retfærdiggør den og eksponerer dens inderlige stræben i selverkendelsens navn. Det er længe siden. Skoven ser jo ikke sådan ud mere; men den er der. Åben, lysfyldt og verdensfjern. Det er længe siden. Sommeren 1966. Men i vor tid har det fotografiske selvportræt mistet sin uskyld. Hele den slet skjulte højtidelighed omkring mig og kun mig. Vor tids selfie garanterer den personlige sejr og indiskrete position i verdensbilledet. Ingen tåkrummende tøven her, og selvcentreringen har fået et simpelt medium i selfiestangen. Selvtillidens forlængede arm. Men dengang i 1960’ernes udblændede sommer skulle der godt nok en dyb indånding til. Derfor er uskylden intakt og sårbarheden særlig udsat. Derfor tog digterspiren et langt skridt frem i livet, da han lod øjeblikket tilbage i en eksponering for egen regning.