Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 7

EpitafPosted by Bo Reinholdt Tue, January 26, 2016 16:24:18

Men hvem eller hvad formulerede Gud Herren før Gud Herren? Et svagt skyggerids af noget oprindeligt, der konturerer sig selv lidt efter lidt og ender med en antropomorf, knivskarp tilskikkelse af noget. Gud er noget. Noget andet er hans ånd. Den er jo alt, men også intet. Thi i spændingsfeltet mellem de to organiseres selve skabelsesaktens dynamik. Her råder den absolutte før-adamiske navnløshed. Gud tænkte fisk, og fisken var. Gud tænkte ræv, og ræven var. Gud tænkte fugl, og fuglen fløj. Men da Gud tænkte et væsen i sit billede, tøvede han et øjeblik og vendte sig på tærsklen til det jordiske paradis. Det blev Guds mageløse indsigt på skabelsens første dag, at tanker er forgængelige, flygtige som et åndepust. Altså måtte han ind bag tanken, efter at den var tænkt og dermed nå frem til dens førbilledlige, uvæsentlige, grå værenstilstand. Han stod i alt, sansede intet, men vidste tillige, at det var selvskabelsens genuine potentiale. Og dog var det så som så med den uendelige billedløshed, thi netop gudebilledet, der skulle blive Guds billede for så omsider at være Gud, var den grå væren iboende. Gud var før Gud. I et billede. Men når det berettes, at han skabte mennesket i sit billede, var han sig følgelig sit eget billede bevidst før mennesket blev manifest af hans hånd i et billede af Guds billede, som igen var født af noget, der må have været oplyst med et potentielt gudebillede uden grænser, som han derpå satte i en skarp, genkendelig form. Dér Gud Fader. Den gamle af dage. Men åbenbart ung nok til at fostre sin grænseløse plan for alt og alle. Endnu er det ventede det ventede. Vel sagtens den lykkeligste af alle tider, i hvilken vi ser frem. Når først de sidste tider kommer, når grænsepælen markerer den absolutte standsning, er der jo ikke mere. Thi øjeblikket har så ikke noget næste øjeblik at forvente i lyset af det første øjebliks nu absorberede fylde. Eller med andre ord: ventetidens øjeblikkelighed er dynamisk. Det rummer endnu Guds vigtigste ord: bliv!, der undslap hans læber i forventningen om det kommende i stadig uforudsigelig udvikling.