Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 6

EpitafPosted by Bo Reinholdt Tue, January 12, 2016 11:28:43

Men nu med Bosch. Hvordan kan det være? Centralperspektivets fjerne blå bjerge er rykket i front, og dog er de på afstand. Langt, langt væk. Et bjerg i Boschs billeder kendes på konflikten mellem nær og fjern, foran og bagude, nu og ind i fremtiden. At være i et Bosch-billede er at opgive alle tillærte forestillinger om rum og tid. Der er ingen dimension at tage vare på. Thi alt er det. Dimensioneret i henhold til Intetsted. Og dog er oppe oppe og nede nede. Haven for de jordiske lyster er både helt almindelig og alt andet end det. Den kan visse steder ligne enhver offentlig, velholdt park, andre det glade vanvid. I denne modsætning eller ligefrem sammenstød kommer Boschs skønhedslængsel til udtryk. Den er en visuel konsekvens af en ordenssans grænsende til hysteri og et dybtfølt oprør her imod. Det er jo ikke ualmindeligt, snarere tværtimod, at kunst skabes i et konfliktfyldt rum; men når billedet tager magten fra dets skaber, formuleres næste træk med rystende overblik over situationens status. Mødet mellem almindeligt og ualmindeligt er brutalt i det bosch’ske univers, for det er på dette sammenstød hans fortvivlelse beror, og derfor her hans kunst er størst. En svulst emmer af cremet, lyserød materie, mens spidse næb og kolde, sorte øjne vogter på stedets lysende underlighed. Vi kan færdes frit hen over de mellemliggende egne, længes mod bjergene i det fjerne, rulle os overgivent hen over trimmede plæner; men rør ikke de blomstrende gevækster i deres knivskarpt afgrænsede, absurde stand. De bevogtes af fjedrede dæmoner, hvis våben er den kulørte detailrigdom i deres fugleham. Det skræmmende er i og for sig fjerens modsigelsesfyldte væsen. Dens flyvefærdighed som æterisk synligt udslag af skaberhånden, der begyndte det hele i billeder. Genesismyten er en glat fjer i hatten på Guds maleriske ambitioner. Glem ikke, at han er billedmager. Selv sagt uden grænser. Fordi han selv er billede med den suverænitet, som det indebærer at tegne sig selv, før noget overhovedet var tegnet. At være gjort i hjertet af oprindelighedens paradoks. Det er det, Bosch rammer i skildringen af det paradisiske univers, hvor underligt trives frodigt side om side med det umiddelbart genkendelige. Med dagen og vejen. Med det almindelige der i næste øjeblik bliver sit modsatte ved at være anbragt i nabolaget af det netop ualmindelige. Så meget desto mere tankevækkende forekommer det, at Gud Herren figurerer som en lille, selvudslettende splejs, der mest af alt var tilbøjelig til at undskylde det hele.