Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 5

EpitafPosted by Bo Reinholdt Tue, December 22, 2015 15:22:47

Giraffen falmer af forlegenhed
En af dens mørke pletter
Har fundet det absolutte smeltepunkt
For billedflader
Men det hjælper kun lidt
At den er ude af proportion
med virkeligheden

Traner lyser drikkende

Med kanyler dybt i livets flod

Længere nede gløder ænderne

Igennem til forsoning ind under aften

Gud Herren forkuller visse dyr af glæde

Over sit værk

Stående tager Gud imod

På sin plads ved Adams side

Ribbenspiben blæser Evas reveille

I tragisk bevidsthed

Om et musisk nedslag sidenhen

I helvede

Ekstreme vækster i en trækrone

Breder sig i billedplanet

På forreste række

De udfylder fladen

Fladt på deres sted

Og lader hånt om det allerhelligste

Perspektivet

Opsatsen øverst i terrænet

Er som skabt til fugle

Under dekorativ landing

Fra fremmede egne

Bagved er andre klippespir

Lagt i himmelblåt

Det ses at fuglene foretrækker

Nærmiljøets lyse farver

I øvrigt favner billedet

det øjeblik

Eva bliver kød

Og det mindste dyr der vender sig

Bævende mod hendes hvide

Uskyldige

glatte

læber

Gud Herren

Er selvudslettende

Transparent

Men i skabelonen

Af de første mennesker

Tænder han

En skikkelse i kontur

Om sin almægtige kraft

Ved synet

af sit eget værk

Gill smækkede bogen i. Punktum. Der blev klappet, og Simone Andrup rødmede. Som på opfordring samledes de igen oppe ved scenekanten. Skuespilleren, den gamle lektor, pianisten, fotografen og døden med sin unge digterspire. Hestehalepigen Andrup ikke at forglemme. Hun stod og gloede på spiren. Lige så blufærdig hun var omkring sit eget værk, lige så direkte, hvis ikke fræk, var hun i sin omgang med enkeltindivider, som – tilfældigt eller ej – var kommet inden for hendes fokus. Hvad hedder du? spurgte hun. Spiren stammede. Hun kunne lige så godt have smækket ham en på bærret. Han fik omsider svaret, og hun nikkede og sagde sit navn. Ja, det ved jeg, svarede spiren nu mere modig. Og hvordan kan du være så sikker på det? Hun stirrede trodsigt på ham, hendes øjne var stålblå. Og så var han ellers forlegen igen. Ovre i et hjørne stod den gamle lektor og talte med en dame, der måtte være ankommet for kort tid siden.