Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 19

EpitafPosted by Bo Sat, March 25, 2017 15:35:16

Det var sidst på eftermiddagen og endnu lyst, da de travede ud til organisten. Skyerne dækkede himlen, men et udbredt jævnt lys gav landskabet et konturskarpt præg. Der var ligesom noget lovende overalt, noget særligt i vente. Organisten boede omtrent helt nede ved kysten, og de passerede gennem en lille lund på vejen. Det bløde lys rådede herinde med et fint udslag reflekterende overalt. Der var en tæt, huleagtig og spillevende stemning, som kom til at præge hver enkelt undervejs og gøre dem særligt modtagelige for det, de skulle opleve. Forrest gik Claes Gill og John Ogdon. Så fulgte Simone, digterspiren og døden. Om organisten var klar over, at han med Ogdons tilstedeværelse havde en pianist af verdensformat til stede, står hen i det uvisse. Han handlede ligesom drømmende, i det han nu gjorde, hans øjne havde ingen fokus, og han talte utydeligt som fra dybet af et uudgrundeligt mørke. I sin lille dagligstue bad han gæsterne tage plads på en stolerække, han havde opstillet. Midt for stod et bord med en aflang plade, hvorpå der var tegnet eller vel snarere malet et klaviatur. Tangenterne skinnede i eftermiddagslyset fra vinduerne. Ved bordets bagkant stod et nodestativ med et opslået partitur.

Ærede gæster! Begyndte værten og stirrede som mod et fjernt punkt bag dem. I skal nu høre Schuberts sonate nr. 19 i c-moll. Han bukkede lidt, satte sig og begyndte at bevæge fingrene hen over de malede tangenter. Tap-tap-tap lød det i den lille stue. De skævede vantro til hinanden. Hvad havde manden gang i? Nok gik han for at være skør. Men det her. Gjorde han mon nar? Men så henført som han sad dér og foregav at spille, kunne det næppe være hans spøg. Eller på en måde spillede han virkelig. Alt forekom så autentisk, på nær altså at der jo ikke var en tone at høre. Kun de bløde, lidt tørre anslag af fingerpuderne mod brættet. Tap-tap-tap. De sad måbende. Spiren bemærkede, at Ogdon sad på det alleryderste af sin stol. Ind imellem gryntede organisten lavt til sit ikke-spil; men han havde tydeligt besvær med at bladre i partituret. Da rejste Ogdon sig, trak stolen med hen til den spillende og nedsatte sig som nodevender. Tilsyneladende fangede han fra først af, hvor organisten befandt sig i værket, og han fulgte ham hele sonaten ud, som var det den naturligste ting i verden. Især den langsomme sats gjorde indtryk. Det var her, de lyttende glemte det absurde ved seancen. Den lille stue blev sært rummelig. Væggene udgjorde en eventyrlig klangbund, og det endte med, at ikke-spillet forekom styret af dybe, gribende akkorder. Hvor tonløst det så i realiteten var.

Men det bifald, organisten modtog efterfølgende, måtte være hans livs hyldest. De havde alle rejst sig og stod bevægede, da han bukkede dybt for dem. Her var andre og større kræfter i spil, end når han om søndagen haltede gennem salmesangen. Ekstranummer! råbte Gill og tog et skridt hen imod ham; men det afviste han bestemt og trådte til siden, idet han vist ikke rigtig vidste, hvad ben han skulle stå på. I det samme indtog John Ogdon pladsen ved det illusoriske klaver, smilte bredt til dem alle og sagde næsten hviskende: Carl Nielsen: Chaconne. Nu fulgte en seance af lidt anden karakter. Først og fremmest fordi tilhørerne jo vidste, at her sad en berømt pianist og spillede blindspil langt ude på Herrens mark; men også fordi musikken var anderledes og for øvrigt så at sige på hjemmebane, om man ellers tog Nielsens melodiske sprog til indtægt for hans landlige fynske baggrund. Og så var det ikke så lidt spektakulært: kæmpeskikkelse med brede hænder, vildt strittende hår og det markante fipskæg, som af og til pegede op mod loftet, når han var særlig henført. På et tidspunkt standsede han med begge hænder løftede over tangenterne, vendte sig mod dem, sagde: sorry! og fortsatte, formodentlig derfra hvor han i øjeblikket havde sluppet værket. Selv de største kan jo undertiden fejle, om end det var vanskeligere at høre i sådan en fremførelse. Men på denne sene eftermiddag i en afkrog af verden fandt John Ogdon frem til den første snævre åbning ud af det mareridt, som var begyndt at plage ham generelt, og som var et hastigt tiltagende psykisk problem i forbindelse med den Mozart-koncert, som han snart skulle spille i København. Den dag var det således ikke sidste gang, han havde spillet blind-spil hos organisten i Langå.

Det var mørkt, da de gik derfra. Værten fulgte dem et stykke vej, idet han lyste med et monstrum af en lygte, hvis skær var lige så svagt, som den selv var stor. Vel sagtens hans egen opfindelse og konstruktion. Oppe ved landevejen takkede selskabet ham, tog afsked og så ham derefter forsvinde ind i mørket på vejen tilbage. Ogdon gik og mumlede nu, ivrigt gestikulerende. Han var tydeligvis glad og lettet, mens Gill gjorde, hvad han kunne for at indgå i dialog med ham.

Simone Andrup og digterspiren fulgtes ad efter de to kunstnere, og døden dannede bagtrop, som det ensomme væsen han nu engang var. Jeg har taget fat på en ny digtsamling, sagde Simone og rørte ved spirens arm. Og du er begyndt at skrive, hører jeg fra Claes? Spiren bekræftede. Det glæder jeg mig til at følge, fortsatte hun ivrigt og tilføjede: Vil du godt læse det første digt? Jeg mener selv, det er færdigt nu; men med det er det jo altid lidt usikkert. Vil du? Ja gerne, svarede han og fik straks stukket en lap papir i hånden.

Henne på værelset i præstegården overvejede han at skrive det fjerde kapitel af Deltafuglen ind; men tøvede og gav sig i stedet til at læse Simones digt:

løber

majbæltet

i blomst

hen over blinde

læber

der går allerede

frasagn

om min bloddans

på nattens alter