Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 18

EpitafPosted by Bo Sun, March 19, 2017 16:13:16

Hvad glor du på? Digterspiren så op fra kladdehæftet på døden. Dig, svarede denne og slog ud med armene. Nærmest som en beklagelse. Skulle du ikke fotograferes i dag? Det er foreløbig udsat. Spiren nikkede og skrev videre på tredje kapitel af "Deltafugen", mens døden lagde sig på sengen med et suk. Tiden stod stille i præstegården; men der rådede en ikke ringe forventning i den lille by. De fleste af gæsterne havde det på fornemmelsen; men ingen kunne nærmere bestemme, hvad den gik ud på. Noget - hvis ikke alt var i gære. Også spirens inspiration. Han skrev:

Tilbage i min bolig. Her hører jeg til. Her må der skabes overblik og stilstand. Gradvist må jeg ind på det, der flyder omkring i alt det grå. Men intet vil noget som helst. Hvis jeg blot kunne huske tid og sted, og det så ikke blandede sig med frosten, der kommer hivende, sneen der drysser mellem øjnene, alt det askegrå. Jeg søger tanken - ren og ublandet.

Det blanke armbåndsur på spånpladen. Det trak du helt op i går. Det trives godt i kulden - og sådan trak du op, mens hun gloede på det, Synne, som kom og forsvandt igen på mystisk vis. Jeg undlod ikke at betragte hende gennem min kamerasøger, så ved jeg, hvordan verden ligger. Altså gennem min søger, der har en lille, gul firkant i sig, hvor motivet skal blive ét - dér og kun dér - så er verden meget mindre kompliceret. Pludselig stod hun der, Synne, og gloede på mit blanke armbåndsur. En anden gang. Hun gennemborede mig, og jeg stillede virkelig ind på øjnene, det vigtigste i portrættet. Mine flotte, diffusgrå billeder, nu flyder de bare på hylderne, krummer sig i kulden og vokser skæve - jeg rører dem ikke. Jeg kunne blive afsindig, når hun skulede, afsindig som over en metallisk klingren udefra eller over den lange revne i loftet over mig. "Bare rolig", det var Gregers, den gamle fyr, der ytrede sig. Han kom aldrig videre - han ville vist sige et eller andet om foråret - i stedet smed han en sten over mod skoven. Vældigt kast for øvrigt. Så tændte han en smøg uden at byde mig. Han var blevet dagens helt i det mindste efter egen opfattelse. Jeg mente engang, at han var idiot; men jeg ved dog, at han har fundet noget vigtigt - set en sammenhæng i noget; men måske tager han det med sig i graven.

Tilbage i min bolig. Her hvor jeg hører hjemme. Det er morgen. Det er således: før end alt andet kommer noget ud af mørket, et eller andet uddifferentieret som lange, slanke striber, der ender som tørre impulser - gnistrer og flækkes langt inde i mig til noget endnu mere spaltet og skarpt. Svæver så stille som kloder; men må sammen til en ny helhed. Smækkes flade mod flade, og en anden energi opstår, der giver udslag af lys i mørket - ganske enkelt - et mørke, der vist er mit. Energi af små nålestik, der gnistrer dobblet i mit indre - nu er det mit - det er som kun den fineste stjerne, jeg har kendt, den helt fra barndommen, som vi vandrede imod i drømme. Og jeg mærkede den lille, der holdt mig i hånden, idet hun snart førte, snart lod sig føre af sted. Den stjerne trænger nu langt ind i mit mørke, samlet af uendelige dele til parvise helheder, der straks efter atter sønderdeles, falder ned til en bund, glat og lind, der så bliver grobund for de spaltede små, og hele kulturer vokser frem som det stærkt lysende af barndomsstjernen - stikkende, brudt og skarp. Lever nu kun for at piske sig frem til noget som fyldes og rejser sig til en hel kultur af glimrende og klingrende impulser. Da bliver det hele mere mildt at være i - tøbrud langt nede i erindringen om et vældigt hår, som lugtede af fortrøstning og deri et lille, kringelkroget øre, der fanger denne dirren ud af luften - skingren, glimren, plirren som kommer fra en smal, lys spalte i bølger fra vinteren. Derude synger ufrivilligt en lille krog af metal - spinkelt og skingert, og det var morgen, og det var lydene og luften omkring dig.