Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 14

EpitafPosted by Bo Tue, October 04, 2016 16:35:24

De sov kun lidt den nat. Hvilket naturligvis skyldtes Skriget og ikke den gamle lektors udlægning af Parthenonfrisens mere eller mindre dunkelt, tvetydige udsagn. Og dog havde netop hans foredrag med den foreløbige tolkning sat skub i den, der – bortset fra døden – var mest skræmt af den uhyggelige oplevelse: Simone Andrup, digteren, hvis ekstreme følsomhed stimuleredes ved at blive skubbet ud af sine mere eller mindre rationelle tankebaner og digte videre på noget helt andet end det, der satte det i gang, altså Skriget. Med andre ord: Andrup havde ud på morgenen allerede skrevet en prosalyrisk tekst om den antikke frise. Der stod:

De fortsætter drømmende ud af tiden og ind i en anden fjernere end det NU, der står i begreb med at ske til tiden, de netop har overskredet for at indhente, hvad der er uigenkaldeligt tabt gennem tiden og til tider, de intet underretter om, skønt de godt ved, at vi intet kan vide nogensinde om deres færd i mellemtiden mellem vor tid og deres, mellem nu eller aldrig, mellem før eller siden. For så vidt var ingen bevægelse mulig mellem dem og os, hvorfor de nødvendigvis fjernede sig uigenkaldeligt ud af vor tid til et sted før fremtids fortid, hvor den et øjeblik standser, tiden, af egen drift for viljesløst at tage netop den tid i besiddelse og fortsætte ind i en ny og dog på sin vis uforandret mellemtid. Til tiden for så vidt som den rækker grænseløst ind i vor tid og gør os fremmede over for tid som sådan. Tid uden tid. Tidløs tid ophævet i et eneste punkt mellem dem og os. Mellem deres fremstilling og drømmende adfærd forbi vore øjne. Imidlertid når de altid frem til tiden, og når dog aldrig tiden, netop fordi deres vej ind til den er og bliver et tidløst anliggende. Uden at det dermed er sagt, at de er på vej til evig tid, da evigheden er andet og mere end tidens uendelighed. Men de er fremstillet som værende på vej i en tid, hvor det på én gang gælder den øjeblikkelige tid og tiden som sådan. De drager af NU til den engang fastsatte tid og føler dog tiden i sig eller føler sig i en vis forstand hævet over tiden og i færd med en tidløs handling, der bringer dem – om ikke frem til tiden – så i retning af den eller ligefrem på bølgelængde med den. Med tiden selv. Tiden som sådan. Tidens væsen eller slet og ret: tid. I dag ligger frisen i en gråzone, og heltene er det grå folk. Engang strålede de i friske farver. Nu er de nedtonet af tidens tand. De er de grå. Altid i hvile, altid bevægede. De er drømmenes sønner. Sovende hilser de den nye dag, vågne glider de gennem natten. Altid ses de og er dog usynlige. Grå. Lysende og udslukte på vej. Altid uforanderligt de samme genfødes de hvert øjeblik ud af Athenes øjne til en anden og ny virkelighed. Når hun ser dem, er de. De grå. Lovet være gudindens årvågenhed.