Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 11

EpitafPosted by Bo Reinholdt Mon, May 09, 2016 10:56:07

Ogdon havde rejst sig. John Ogdon, den britiske stjernepianist, som om knap fjorten dage skulle spille solostemmen i Mozarts 24. klaverkoncert - den i c-moll, KV. 491 – ved en torsdagskoncert i radioen. Ogdon var ven med greven på Glorup og havde flere gange opholdt sig på herregården i forbindelse med koncerter i Danmark. Der var et smukt Bösendorfer-flygel i et værelse i Glorups sydøstlige fløj, som han elskede at betjene til realisation af især egne kompositioner. Dér sad han og hamrede i timevis. Ogdons tekniske formåen var grænseløs, og hans evne til at spille ekstremt komplicerede værker første gang direkte fra partituret var blevet et sandt shownummer blandt venner. Men Mozart. Det var dræbende. Koncerten den sjette april skulle da også blive den sidste i sin art under hans mageløse hænder. Men den nat i Langå på Fyn var han to personer. Den elegant konverserende, charmerende og tilsyneladende lykkelige og den angstfyldte, delvis vanvidsforblændede musiker. Han drømte om at aflyse den forestående koncert, men nægtede alligevel selv at gøre det. Han talte dæmpet med Gill og viste ham nogle håndskrevne blade. Ogdon stod bøjet over den siddende skuespiller. Han lignede en troldfyrste højt oppe fra de norske fjelde. Bred, skrutrygget og med et par grabber, det var svært at tillægge evnen til de præcise, lynhurtige, aldrig fejlende anslag på tangenterne. Ogdons personlighed samledes synligt markeret i hans store hornbriller og det ridderlige fipskæg. Men Mozart. Help. De brillante løb i de hurtige ydersatser måtte han levere med den stamina, han selvfølgelig var i stand til. Det kunne tilgive ham over for musikken. Men andesatsens enkelte tema, som kunne spilles af enhver, der havde gået til klaver i kort tid. Det var umuligt. Det var absurd. Han havde inden rejsen til Danmark konsulteret sin mentor, pianisten Denis Matthews, der naturligvis havde søgt at berolige ham. Overvind nu dig selv! Hvad er problemet? Men det var i den periode Ogdons vanvid erklærede sig. Formodentlig med udsigten til Mozart. Mine damer og herrer! Vi har et indslag i sandhedens navn, proklamerede Gill, der atter stod op. Vor store gæst her – han pegede på gubben ved siden af – har medtaget noderne til et værk af Joseph Haydn: ”Kristi syv sidste ord på korset”. Det er selvsagt i versionen for klaver, da vores fortolker – som nogen af jer ved – er pianist i verdensklasse. Og jeg har netop indvilget i at lægge stemme til de smerteligt berømte ord. I største ydmyghed forstås. Gill nikkede til Ogdon, der sjokkede hen til præstegårdens klaver. Bænken knagede fælt under ham, da han slog de fortvivlede moll-akkorder an. Og Gill læste de første ord fra korset. ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” Korspositionen er et moments formidling mellem himmel og jord. Aldrig har frelseren været mere forkyndende end i den mærkelige retorik, som udvikledes under ekstrem smerte. Aldrig har noget legeme udgjort mere åbent talerør. Aldrig har så spinkel og skrøbelig en stemme kunnet række til verdens ende og dog bremses hjælpeløst i strubens nåleøje. Kun dem ved korsfoden hørte, og dog gøs verden samtidig over Herrens globale opkald hen over enge og marker, omkring bjergtoppe, i bølgers brud, fra skovens mættede lysninger. En usandsynlig sproghandling gav luft for nådens gådekraft. På en øde strækning langt derfra nåede afsenders amen en vandrer på vej. Undrende følte han sig med ét tømt for al vilje til svar. Et stumt, inderligt valg fik ham til at vende om fra den gennemgående maleriske fremdrift og tage vejen tilbage i samme, endnu spinkle håb. Et baglæns-billede med lovende perspektiv i troens navn blev udblændet på ingen tid og efterlod den gribende tomhed som et vilkår for den, der pludselig står ansigt til ansigt med Gud. Og længes i sin uvidenhed mod korsdøden. ”Kvinde, dér er din søn,” fortsatte Gill, mens Ogdon lagde Haydns vedvarende tragiske klange ned på de gulnede, pastorale tangenter. ”Dér er din mor”, lød resten af teksten til andet ord fra korset. Et i sandhed kongeligt overblik ind over intimsfærens sarte berøringsflader. At ophøje sin bedste ven i sit sted eller for så vidt i sit billede og derpå fiksere det i favnen på stormoderen. Ved korsets fod, på Kalvariehøjen blev Johannes, evangelisten, genfødt. Her blev ordene i ydmyg forstand kød og omsat i den intimest tænkelige forbundethed. Her sansede evangelisten for første gang, at beretningen altid havde været, og at den kun ventede på at formuleres. Stedets usædvanligt høje topologiske status skulle jo siden blive så gribende slået til lyd i hans hellige tekst. ”Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis.” Læste Gill, og Ogdon fulgte fremdeles i et melodisk glidende akkompagnement. Måske havde han foreslået dette Haydn-værk fremført for at imødekomme – hvis ikke ligefrem besværge – den forestående Mozartkoncert. Nu var der imidlertid ingen slinger i valsen. Mage til intens, tyst og smertelig skønhed. Gills udsøgte stemmevibrato ikke at forglemme. Med mig i Paradis. Hvert ord i disse replikker fra korset rummer et genesispotentiale. Af dem alle er denne forjættelse til røveren Dismas den mest billedskabende. Og netop ved illusionen viser frelseren sin uovertrufne, åndelige styrke over for det dræbende smertehelvede, de befinder sig i. Paradis har næsten altid haft sin fredfyldte eksistens i den kosmiske fortælling. I løbet af en kort inviterende replik rejser det sin portal i mørket og åbner udsigt til den evige fred, som kun den episke beretning kan forlene med malerisk vitterlighed. Kristus, den store fortæller, oversætter Gud til drømmen om Gud, der så atter via en ny fortælling bliver Gud.