Bo Reinholdt

Bo Reinholdt

Om bloggen

Epitaf. Det er gravskrift. Det er erindringer. Det er spekulativt skriv. Det er billede på billede gennem ord. Det er det forsvindendes æstetik. Det er alle skriverens helte på stribe et umuligt sted, et umuligt møde midt i tidløshedens grå udkantszone. Det er ét uendeligt flow gennem den europæiske kulturs historie. Det er et rodehoveds bekendelser på en lang rejse ind i det vældige landskabs sammenløbende linjer mod uendelig.

Epitaf 2

EpitafPosted by Bo Reinholdt Sun, December 06, 2015 17:34:23

Og nu med den. Kærligheden. Til dens utallige facetter blev der denne aften lagt overraskende nye. Det var advent, og den særlige uge i midten af intetsted, der hen over en aften blev allested, skulle også byde på udslag af dagslys fra tindrende klart til altdækkende, jævnt gråt. Hele det himmelske register lagt frem af den høje i hans subtile gavmildhed. Der gjorde sig det gældende, at alt ligesom var i vente. Venteglæde, venteangst, ventemod og altså lige så med den dér. Kærligheden i vente. Det var atter Job som spil i spillet. At være hero i det gamle testamentes beretninger forudsætter, at man betjener et aparte våben mod folkets fjender. En æselkæbe, en oksedriverkæp, en simpel stenslynge op imod verdens stærkeste mand. Men hvad havde Job? Han havde billedet af sig selv. Rettet som et hulspejl mod himlen. Se, her har I mig. Job udfordrede Gud og Fanden med sit selfie. Eller ret beset var det den højeste, der havde eksponeret og med en indbydende gestus udfordret den onde til terror. Se, min tjener! Og midt imellem oppe og nede, høj og lav, glad og trist monteredes billedet af Job, idet han lod sig aftage som et oplagt offer i sin endnu lykkelige, fredfyldte situation. Den krævede destruktion, oprør eller stort schwung ind i fortabelsen, for dér at vågne som fremmed i sin egen selvvalgte poseur. Job sad skrøbelig og lod sig gennemlyse som et dias på himlen. Det var og blev hans egenartede våben på godt og ondt over for magterne. Lad derfor æstetikken se i nåde til hans fagre kontrafej. Lad ham blive set. Se! Da vandt Job over både Gud og Fanden. Længe før sidstnævnte begyndte at plage ham. Job skulle blive det overlegne, filosofiske bud på lyset i tiden og tiden i lyset. At blive eksponeret mod Gud i afbalanceret, kontrolleret frontalitet åbner den første, snævre dør ind til hans absurde nåde, fostret i den dybeste af alle grotter, dér hvor lyset fødes, dér hvor omridset af jomfruen anes under den sværeste af alle handlinger: det almene og dog guddommelige udslip af lys, som returnerer og finder ind i andre huler, hvis modtagelighed er afgørende for erkendelsesniveauet blandt de herinde fikserede individer. Så er vi dér igen. Den tanke strejfer, om ikke Irving Penns telt-atelier mimer den antikke myte. Dér hvor mørket blænder fra oplyste, overprojicerede vægge. Nedslidte skygger løber forbi længe efter at tiden er gået, og det fikserede publikum mærker, at alderen begynder at trykke. Dér træder jomfruen i karakter og bliver sig havstrømmen i sit frugtsommelige indre bevidst. Dér lyder et råb ude fra klinterne af en som passerer forbi og får os til at stivne, når vi sanser, at mareridtet er virkelighed. At ingen flugt er mulig. At der ingen vej er tilbage. Da sanser vi slagskyggerne på klippegrunden under vore fødder. Det er vor frelsers sidste ord i billede. Korsets skygge. Men samtidig indser vi, at Jobs sendebillede til Gud og Fanden er en klar transparens for deres afstandsbetragtning. Så gennemsigtigt var intet menneske før eller siden. Hvis ikke Job ligefrem var hin mand uden skygge og hans krop det blotte begreb under solen. Dér på lortebunken, da ondskaben tog fat, alene og blandt såkaldte venner i et udstillingsfelt, hvis ekstrem rakte til himlen. Så afklædt var ingen nogensinde. Så udstillet heller. Dobbeltheden mellem godt og ondt, oppe og nede, Gud og Fanden var i det øjeblik synet af den ultimative nøgenhed eksponeredes, og det udsendte dias oplyst, stillet i bero. Det blev en tøven uden lige. Som dengang det var de sidste tider overalt. Og dog skete Jobs lidelser på et meget lille sted. Bort set fra at han jo fik Gud i tale. Fanden osse. Det er ikke så lidt. Men tillige et højsindet felt i vor tro: opsøger de ydmyge steder. Vor mand på møddingen. Jobs selverkendelse anbragte ham i simpel staldlugt. Nu tilføjet den langt værre fra hans materievæskende sår. Føj for en stank! I dette gjorde han fælles sag med den hellenske Filoktek, hvis fodsår efter et slangebid afgav en så hæslig lugt, at hans kammerater efterlod ham alene på en ø. Blot var Job langt stærkere end sin lugtebroder. Filoktekes var ved at gå til i bitter skam, Job lod sig åbent se og lugte. Hvis Herren kunne finde på at forøge sin tjeners totale tab med så bizarre midler, var det hele en sansemættet, scenisk spøg, hvis dramaturgi omfattede alt andet end fromme bededage. Det lignede en triviel kulthandling. Det var eksklusiv mytedannelse på stedet, hvor intet nok så absurd træk var for spektakulært til at Job kunne smyge sig ind i dets tvetydige skyggeliv. Og her oplevede han midt i smerten, hvad en profet i fremtiden skulle komme til at drømme gennem en nat uden lige. At han tog et stort skridt ind i sin egen forestilling om ti brudepiger på vej gennem mørket og siden lod dens billeder forklares over for dem, der fulgte ham. De lyste dem i møde med underlig styrke. Forklaringerne i billeder. I grænseområdet mellem søvn og vågen smelter lys og mørke sammen i en skræmmende klarhed. Og de gøs for mon hvilken gang over hans malende ord. Heller ikke da kunne de se billedet for billeder. Fem knivskarpe segl mod en tvetydig himmel undervejs med fem andre, sløve, uberørte. Udflydende i et underligt rum midt i ingenting. Intet sted over alt andet ligegyldigt hvor. Men et sted her, dér, alle vegne. Et gådefuldt univers med ti jomfruer på vej mod den kaldende et sted i det fjerne. De fem er kloge. De fem dumme. De første når det. De andre ikke. Og så - ? Det det gælder, er stedet. Stedløse sted. En bryllupssal med dør, billede uden billede, uden sted, uden videre. På nær døren til stedet og salen mellem himmel og jord. Frelsen ligger i Intetland, ad tomme veje når synet udlignes gråt i gråt før eller siden. At vælge ansigt med ynde. Andet sted. For her i det billedtomme har jomfruerne ikke udseende, kloge eller dumme. De er uden ansigt, mørkelagt i lyset fra deres lamper. Slukkede for synet, men strålende i forestillingen om uhørt skønhed på vej mod fjerne opkald. Ti udbrændte i troen, ti glødende i samme. Lige meget hjælper det tabet af ansigt over for Kalderen, som dømmer nådesløst mellem tændt og slukket, lyst og mørkt, rede og ikke. De ukloge, dem uden nok lampeolie, viste Kalderen deres ansigter, angrende, da de kloge for længst var gift. Og han fangede deres blik, tømte deres øjne, afviste deres bøn; men lagde sit eget billede på bunden af det hjertelige syn. Det stod nu til troende, at de ukloge, bortviste jomfruer var tilgivet i Kalderens milde løfte om et helligt ansigt på vej. Så tæt et mørke har ingen anden lignelse opvist. Så billedløst et synsfelt. De tog lamperne, lod sig drukne i natten og blev set af utallige uden for lignelsens univers. Ti jomfruer på vej. Perler på snor. Lampeåndens uendelige synlighed fremmer forståelsen for det ret enkle budskab, om du har været forudseende nok. Alligevel står noget gådefuldt tilbage. Ellers var lignelsen heller ikke blevet til det lille mesterstykke på poesiens overdrev, som på én gang åbner og lukker for frelserens visionære fortællekraft. Fjernt i abstraktionens fløjlsmørke, der indsvøber de fem ukloge, bortviste jomfruer, lyder et råb. De standser og vender sig tidsnok til at se, at døren til Himmerige står på klem. Kunsten at vente. Selv giftefærdige jomfruer får nok og lader søvnen tage over, når brudgommen ikke dukker op. Kunsten at lade vente. Det blev deres indvielse i drømme. Kunsten at våge. Drømmende. Det er ingen kunst, al den stund det sker uden deres vilje. Frem gennem natten brydes øjeblikket med en hjemløs tanke om at holde lampen stadig tændt. Hjælp os herre! Tiden brænder ud i vore hjerter, og kærligheden forkuller til ren smerte. De hørte ham komme som blæsten og gøs; men faldt til ro, da de så skæret i hans øjne, der omfattede dem i en formaning om at vente timen på plads i dagens løb. Kunsten at dø på vagt for et blændværk om himlen. De sov i timen. Jomfruerne. Kloge som ukloge. Ingen synder sovende. End ikke ukloge jomfruer, og dog blev det deres fælles brist, at de faldt i søvn og var nær ved at svigte brudgommen, havde man ikke vækket dem. Han kom farende gennem natten med sit eget billede i fremtid. Om nød, elendighed og sovende apostle, der svigter deres herre og mester. Sådan skulle det blive inden længe. Lignelsen om de giftefærdige, sovende jomfruer, er menneskesønnens eget, tvetydige billede på, hvad der venter ham. Alt det fik Job at se, da smerten var værst, håbet fjernest, vennernes lumske selvforherligelse maksimal og trøsten en illusion. På sæt og vis var han den genuine borgerdyd i filosoffens hule. Han så knivskarpe illustrationer til alverdens kommende nød og elendighed, samtidig med at han selv optrådte som en sådan. Den gudeligt illustrerede Job. Det var, da de stod i livlig samtale de andre – Gill, lektoren, Penn, Ogdon, greven og døden – at digterspiren kom i tanker om dengang, han var med i et tableau i søndagsskolen. Han betragtede henført de engagerede midt i forsamlingshussalen, så optændte de virkede, så urbane, som henførte filosofiske riddere. Og det var denne iagttagerposition som tændte et gammelt billede af et billede i ham. De lavede tableauer ind under jul dengang, og han skulle være overskurken Herodes. Det gjorde han så malende, så intenst, ja, næsten smerteligt gribende, at alle de voksne efter forestillingen havde svært ved at slette det ondskabens billede, som han formulerede på stedet. Og digterspiren tænkte nu: om Claes Gill dog havde set mig! I det samme opdagede han hende, hestehalepigen, som han havde opserveret så kort i udkanten af landsbyen. Hun var trådt hen til gruppen, hvad der bestemt ikke formindskede deres fornemme ridderlighed. Uha – uha, der blev smilet og formuleret, selvsikre, træffende bemærkninger af et stort, maskulint forråd. Jo, hun blev omgående det inspirerende, centrale omdrejningspunkt i deres midte og besvarede den subtile kurtiseren med smil og elegante kropsdrejninger. Sikken fest! Kom min ven! lød det på klingende norsk. Gill vinkede ad digterspiren, der kom hen. Hils på Simone Andrup. Hun er lyriker og et stort talent. Hestehalepigen smilte og gav spiren hånd. Hun har for nylig udgivet sin tredje digtsamling, ikke sandt, Simone? Hun nikkede, de omkringstående brummede i skægget, og spiren blev i det samme opmærksom på Ogdon, den britiske pianist, en kæmpe med fipskæg og hornbriller. Han så ud til at svømme hen over den kønne lyriker. Mine damer og herrer! Gill var trådt op på scenen. Denne aften rummer så vist osse et ekstranummer. Jeg har fået den ære at læse digte af min unge, danske kollega, Simone Andrup, fra hendes seneste udgivelse ”Skammens urtegård”. Det er billeder i ord, ord i billeder af den store flamske maler Hieronymus Bosch. Hvad var det nu for et maleri, Simone? Hestehalepigen trådte hen til scenekanten og sagde næppe hørligt: ”De jordiske lysters have”. Hun blev ildrød i kinderne, og der løb kulørte tunger ned langs halsen. Hun var ikke mindre indtagende i sin forlegenhed. Folk satte sig igen, døden lagde sin hånd forsigtigt på spirens skulder og førte ham med ned. Ellers var han nok blevet stående og glo. Men Gill samlede atter al opmærksomhed. Det samme spil i mimisk ekspression. Læbernes blomsterkant. Smerten som basalt udgangspunkt for enhver optræden. Så læste han:

Løvsals flod

Løber sit blækhorn frem

Blandt visne, unge træer

Frygtsomt ser dyret til

Elleve blade lander

Og flyder med ned

Mod parringsstedet

Et forsvindende felt i Bosch’s smerterum åbner slipstrømmen af usigelig skønhed på billedplan. Det er banalt set et spørgsmål om konturskarphed omkring forbløffende apparitioner, hvis fremtræden åbner for et legende let, visse steder næsten danseagtigt adfærdsmønster. To-ben ved siden af tre-ben med firben i sigte. De drikker uskyldigt af det klare vand, der løber ind i billedet ude fra intetsted og forråder en ganske anderledes vækst på denne specifikke, illustrerede planflade. Jo stærkere Bosch eksponerede ejendommeligheden, jo mere blottede han sin fortvivlede længsel efter skønhed. Dagklarheden i hans tavlers lyse timer rækker til himlen, hvis ikke den netop er overalt på den skildrede jord. Nu læste Gill en ny strofe:

Krukket danser lysbugen

Med krumme kløer

Næbbet dans

Foran udyrets lysende børster

Bagparten logrende

Ved ikke hvad den udvirker

I svinets øje